Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
12 stop gennem Stuboggrens maskinunivers
Selvom vejrguderne - og i særdeleshed regnguderne - var gavmilde med gaver fra oven torsdag i sidste uge, så endte det alligevel med en rigtig fin dag i Hedeland ved Roskilde, hvor Stuboggren ApS havde inviteret til demodag i det flotte landskab.
- Det regnede en hel del lige inden vi gik i gang, men heldigvis gik det hurtigt over i småregn, så vi kunne fint gennemføre arrangementet, fortæller skov- og landsskabsingeniør Sebastian Juul fra Stuboggren.

Han havde på dagen samlet stort set alle kollegaer og næsten hele virksomhedens omfattende maskinpark til den planlagte demodag, som omkring 200 gæster valgte at møde op til.
Det var især maskinerne, der var i fokus. Virksomheden har opbygget en moderne og kraftfuld maskinpark, som gør det muligt at løse både naturplejeopgaver og mere traditionelle skoventreprenøropgaver effektivt.
Skovmaskinerne
Gæsterne blev opdelt i hold og ført gennem en 2-3 kilometer lang rute med 12 indlagte stationer, hvor der hvert sted var demonstration af en af specialmaskinerne.
Til det traditionelle skovarbejde råder virksomheden blandt andet over en 19 tons tung Ponsse Buffalo Dual med otte hjul; en skovmaskine med en stærk kran, der både kan skove og udkøre træet. Desuden en fire-hjuls Sampo-Rosenlew HR46 fældebunkelægger og en Sampo-Rosenlev FR28 udkørselsmaskine. Begge på omkring 9 tons.

Stuboggren har også en mindre Malwa 560E fældeudkører på ca. 5 tons, der kan komme ind, hvor de større maskiner må give op.
Ny gravemaskine med lang arm
På dagen var der samtidig premiere på en helt ny gravemaskine, en Kolbelco på ca. 16 tons monteret med lang arm. Maskinen var netop leveret fra Bay Christensen dagen før.
Kobelco'en var i Hedeland sat på en opgave med at opremse nogle grøfter.

Når vi nu er ved gravemaskiner, så kommer man ikke uden om Stuboggrens Menzi Muck M545, der er en ultrafleksibel special gravemaskiner med mange forskellige aggregater. Maskinen kan med sine lange ben, der kan indstilles individuelt, arbejder på skråninger og anden meget ujævn grund. Menzi Muck'en vejer 12-13 tons.

I den endnu tungere afdeling finder man en Sennebogen 718E special skovkran. Med en vægt på 21 tons skal maskinen primært bruges i arbejde fra fast vej, for jordtrykket er ganske markant. Til gengæld er den utrolig stærk og kan løfte imponerende 1.700 kg i fulde 17 meters rækkevidde. Maskinen har samtidig hævbar kabine, som tilfører maskinføreren et godt udsyn.
Bomstærk robot
Til arbejdet i meget tæt bevoksning eller hvor pladsen er særdeles trang, kan den bomstærke lille fjernstyrede Prinoth Raptor 100 robot måske være løsningen.

Den kan klare skrænter helt op til 45 grader og bearbejde opvækst op til Ø4 cm med slagleklipper og knuser. Trods en vægt på ca. 2.500 kg (inkl. knuser) er Raptor 100 alligevel en skånsom fætter for skovbunden, for den muskuløse maskine er forsynet med et par 30 cm brede gummibælter, der sørger for at minimere trykket.
En anden mindre maskine, som også får udført jobbet effektivt, er Stuboggrens Bobcat på godt 5 tons, som er en kompakt maskine, der kan monteres med knuser, fræser, biorator, skolvl, klo og pallegafler til bearbejdning af opvækst og jord på skrænter og i vådområder.

Det er bestemt også værd at nævne Softrak ST 140. Det er en speciel Cut-and-Collect maskine fra England på bælter, der kan opbygges med slagleklipper både med og uden opsamler, fingerklipper, skovkran og skovlad.

Den er især perfekt til blødbundsarealer. Maskinen både hugger materialet i stykker, samle det og puster det op i ladet, hvor der er plads til 12 kubikmeter, som senere kan ende som biomasse.
Den stigende nedbør i disse år sætter nye krav til maskinparken i den grønne branche. Og her er Softrak-maskinen rigtig god, da den trykker minimalt på den våde bund.

Et par af virksomhedens aborister forklarede og fortalte om deres daglige opgaver, mens andre viste, hvordan man arbejder med opsætning af paddehegn, der ifølge Sebastian Juul er lidt af et speciale for Stupoggren ApS.

Opstart i Jylland
Faglig snak om nogle af de udfordringer, branchens aktører står med i det daglige, var der masser af tid til på vandreturen rundt mellem de 12 stationer.
- Jeg synes, det gik rigtig godt. Der var god snak gennem de omkring tre timer, rundturen varede. Vi fik også fortalt og forklaret om nogle af vores helhedsløsninger. Blandt andet infrastruktur og projekter for banen, som vi laver en del af, siger Sebastian Juul.
Stuboggren Aps har traditionelt løst opgaver på Sjælland, men har netop åbnet en filial i Trekantområdet.
- Vi har vundet en stor opgave for Banedanmark med bevoksningspleje på Banedanmarks arealer fra Aarhus og ned til den tyske grænse samt på Fyn. Derfor har vi besluttet, at vi skal have en fysisk tilstedeværelse i Jylland, fortalte direktør Michael Skauby tidligere på året til Grøn Teknik.



































































