Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fra kostald til 200 medarbejdere: 25 år senere planter Gottlieb stadig tre roser hos Fru Jensen
Der er meget, der har ændret sig, siden Thomas Gottlieb startede sin virksomhed for 25 år siden.
Det, der startede med to mand i en kostald, har i dag vokset sig til en af landets største anlægsgartnere med over 200 medarbejdere og en omsætning på knap 300 millioner kroner årligt.
Men tilgangen er den samme, som den altid har været.
- Vi tager alle opgaver seriøst.
Et godt eksempel på det er en af Thomas Gottliebs allerførste kunder.
- Jeg blev ringet op af en mand, der hed Preben. Han ville gerne hyre mig til at tømme hans altankasser. Og jeg må indrømme, at jeg tænkte: "Argh, er det ikke lige i overkanten at hyre nogen til sådan en opgave." Men jeg gjorde det, og det viste sig, at Preben kendte alle og enhver i Roskilde og omegn. Dem var han smaddersød at introducere mig for henover årene. Det viser vigtigheden i, at man tager sådan en opgave seriøst - uanset om det er en lillebitte eller en kæmpestor kunde. Derfor kørte jeg selv op til Preben hvert år - i 22 år - for at tømme hans altankasser og plante sommerblomster eller forårsløn, fortæller direktøren.
For Anlægsgartner Gottlieb skal ikke være et firma, der siger nej til opgaver, fordi man er blevet for stor og smart.
- Vi planter også tre roser hos Fru Jensen. Med største fornøjelse. Naturligvis er det vigtigt for os at drive en økonomisk ansvarlig virksomhed, men det er også vigtigt for os ikke at ryge i den der kategori af egotrippere, der kun ser vores eget perspektiv, lyder det fra Thomas Gottlieb.

Mennesker i centrum
Det var kærligheden til at bygge og skabe, der var den vigtigste årsag til, at Thomas Gottlieb valgte at blive anlægsgartner.
- En ting er, hvordan et projekt ser ud i etableringsfasen. Men når du kommer om et år, så ser der anderledes ud. Og det gør der også fem eller ti år efter. Det, synes jeg, er vildt fascinerende, siger han.
Dernæst var det ønsket om at arbejde med mennesker.
- Og helst så forskellige mennesker som muligt. Jeg tror på, at der er ressourcer i alle mennesker, og derfor har det alle dage været vigtigt for os at tage folk ind, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Noget af det, jeg nyder allermest, er at se mennesker, der har haft en skæv start på livet, udvikle sig i en positiv retning, siger Thomas Gottlieb.
Udover jobbet som administrerende direktør engagerer Thomas Gottlieb sig også i bestyrelser hos blandt andre Roskilde Erhvervsforum og Frederikssund Erhverv, og derigennem turnerer han rundt hos skoler i lokalområdet for at udbrede kendskabet til anlægsgartnerfaget.
- Jeg vinder altid de skæve skoler, og jeg synes, det er virkelig givende. Det har skærpet min interesse for de mennesker, der ikke passer ind i vores system. De har fået at vide hele livet, at de ikke duer, og det er jo forfærdeligt. De kan sagtens være virkelig dygtige med hænderne, selvom de ikke trives i vores skolesystem, siger han.
Derfor har han besluttet at oprette Gottliebs Akademi. Et tilbud til "unge" mennesker mellem 18 og 40 år, som har lyst til at snuse til anlægsgartnerverdenen. Forventeligt vil det åbne i 2029.
- Her skal vi have et fag, som jeg ikke har hørt om nogle andre steder - nemlig selvværd og selvtillid. Det skal vi have bygget på de her mennesker. Og så kommer de ellers rundt og prøver både grå og grøn anlægsgartner, kloak, værksted og så videre, siger Thomas Gottlieb.
Udover at give de unge mennesker en retning og noget selvtillid, håber Thomas Gottlieb også, at tilbuddet kan give nogle af dem blod på tanden i forhold til en læreplads - og ultimativt et fast job hos virksomheden.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har med en branche at gøre, hvor det er svært at skaffe dygtige medarbejdere, så det kunne være fedt, hvis vi selv kunne præge nogen til at tilvælge faget, siger han.
Thomas' autodidakte HR-afdeling
De seneste mange år har Anlægsgartner Gottlieb vækstet voldsomt. På bare syv år har man mere end fordoblet antallet af medarbejdere, og projekterne bliver større og flere. Blandt andet har anlægsgartneren stået for projekterne Havglimt på Amager, Botanisk Have i København og Frederiksbroparken i Hillerød. I 2022 vandt man desuden driften af Fredensborg Slotshave - en opgave som Thomas Gottlieb er særligt stolt af.

Og det har været en svær balancegang, at holde styr på det hele, mens virksomheden og ansvaret er vokset sig større og større, indrømmer direktøren.
- Igennem alle årene har jeg jo kørt rundt med Thomas Gottliebs autodidakte HR-afdeling. Og jeg har jo godt kunnet se henad vejen, at det ikke ville blive ved med at gå, siger han.
Derfor begyndte han at udvide direktionen i begyndelsen af 2025. Den består nu af fem personer - en økonomidirektør, en HR-direktør, en produktionsdirektør, en strategi- og transformationsdirektør og ham selv.
- Det har været et interessant forløb. For hvornår er det det rigtige tidspunkt at udvide? Det er bare med at prøve sig frem, siger Thomas Gottlieb.
Men selvom der sidder dygtige folk i både bestyrelsen og direktionen, er der ikke nogen i Anlægsgartner Gottlieb, der er vigtigere end andre.
- Jeg ser virksomheden som et fodboldhold, hvor alle medarbejdere er lige vigtige for forretningen. Angrebet kan ikke præstere uden et godt forsvar - og omvendt, siger han.
Han tillægger det stor vægt, at alle føler sig som en del af holdet.
- Hvis det går mine medarbejdere godt, så går det også mig godt. Det er filosofien, siger han.

En stor familie
Mange medarbejdere har været begejstrede for den markante vækst, som virksomheden har gennemgået, men mindst ligeså mange har været det modsatte, fortæller Thomas Gottlieb.
- Jeg har forsøgt at sige til alle, at der er fordele og ulemper ved at være en stor familie - ligesom der er ved en lille familie. Men værdigrundlaget forbliver det samme, og det er det vigtigste, siger direktøren.
Han håber, at det vil fortsætte sådan - også når han en dag ikke længere sidder for bordenden.
- Værdigrundlaget og den faglige stolthed. Det er det vigtigste for mig. Det er ikke at tjene fem øre mere, end vi gjorde sidste år. Det har det aldrig været, siger Thomas Gottlieb.
Nu er Anlægsgartner Gottlieb så trådt ind i en konsolideringsfase, hvor der ikke er fokus på at vækste.
- Min erfaring siger mig, at det er fint at vækste, men vi skal også have styr på penalhuset hele vejen rundt. Så efter en vækstperiode, så kommer der nogle konsolideringsår, og dem tager vi nu, siger han.
Anlægsgartner Gottlieb har hovedkvarter i Skibby og arbejder primært på Sjælland, og der er ikke nogen plan om, at virksomheden skal ud at være landsdækkende som sådan. Man har udført opgaver i både Aarhus, Odense, Esbjerg og Randers, og det vil man fortsat gøre, hvis det giver mening, men udgangspunktet er Sjælland.
For Thomas Gottlieb har det aldrig været ambitionen at opbygge en kæmpe forretning og tjene kassen.
- Det er ikke det, der driver mig. For mig er det vigtigt at være Thomas og beholde den her ydmyge tilgang til tilværelsen og de her herlige mennesker, man møder på sin vej, siger han.


























.jpeg?w=253&h=180)

































