Lyt til artiklen:

Sparekasse vil for anden gang omdanne landbrugsjord til skov og natur

00:00
Hastighed: ???x
04:14
Udvid

Sparekassen Kronjylland har for anden gang opkøbt landbrugsjord, som sparekassen omdanner til skov og natur.

Det seneste opkøb omfatter 117 hektar ved Tranbjerg syd for Aarhus, som vil blive omdanne til skov og natur og bliver navngivet Tranbjerg Krone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2025 omdannede Sparekassen 190 hektar landbrugsjord ved Givskud til skov- og naturområdet Bjerlev Krone.

Sparekassens mål med opkøbet er, at det nye skov- og naturområde skal beskytte grundvandet, fremme biodiversiteten og give aarhusianerne nem adgang til rekreativ natur.

- Vi er meget glade for, at vi med købet af de her arealer kan være med til at skabe mere natur og sikre rent drikkevand til fremtidige generationer. Samtidig skaber vi et unikt naturområde for særligt lokalbefolkningen, som vi ved, at mange har drømt om, siger Allan W. Hjæresen, områdedirektør i Sparekassen Kronjylland.

Beskytter drikkevand

De nyerhvervede arealer ligger ifølge sparekassen i et af de områder, som Aarhus Kommune har udpeget til kommende vand- og naturparker med det formål at beskytte drikkevandsdannende områder. Ved at omdanne de tidligere marker til skov og natur bidrager Sparekassen Kronjylland til at fremtidssikre forsyningen af drikkevand til Aarhus.

Sparekassen Kronjylland fremhæver, at nye skov- og naturområder spiller en central rolle i Aarhus Kommunes arbejde med blandt andet grundvandsbeskyttelse, CO2-reduktion, biodiversitet og klimatilpasning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aarhus Kommune har et mål om, at kommunen skal have 12.000 hektar skov og natur i 2030 og 16.000 hektar i 2045 svarende til en tredjedel af kommunens samlede areal. Det kræver, at både kommune, lodsejere og virksomheder bidrager.

- Vi kan ikke løfte den grønne omstilling alene. Derfor er det en stor gevinst for Aarhus, når virksomheder tager ansvar og investerer langsigtet i mere skov og natur. Det her samarbejde viser, hvad vi kan opnå, når virksomheder og kommunen arbejder i samme retning. Og så er det glædeligt at høre, at det nye naturområde bliver udviklet med blik for det særlige landskab omkring Jelshøj og byder borgerne velkommen, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse fra Sparekassen Kronjylland.

Tæt på byen

Det er Dalgas, der har hjulpet Sparekassen Kronjylland med opkøbet af de 117 hektar landbrugsjord, og som nu skal udvikle projektet. Udover grundvandsbeskyttelse vil der være fokus på at øge biodiversiteten i området og skabe nye rekreative områder for borgere i Aarhus og omegn.

- Vi er meget stolte over endnu engang at få lov at hjælpe Sparekassen Kronjylland med at skabe et helt nyt naturområde. Det vil blive et varieret mosaiklandskab af lysåben natur, nye skove og vådområder. Dermed bliver det et fantastisk sted, hvor både nuværende og kommende generationer kan komme ud og opleve naturen, siger Niels Olin Nygaard, markedschef i Dalgas.

- Med Tranbjerg Krone og Bjerlev Krone investerer vi i skov og natur for at beskytte grundvandet, styrke biodiversiteten, optage CO2 og skabe nye naturområder for lokalbefolkningen. Det er vores bidrag til den grønne omstilling og et konkret eksempel på, hvordan vi som sparekasse tager samfundsansvar, siger Allan W. Hjæresen fra Sparekassen Kronjylland.