Lyt til artiklen:

Guldcomeback for danske Felixia Banck - ny nordisk mester i Timbersports

00:00
Hastighed: ???x
03:06
Udvid

Den 22.-23. august var Nordens bedste Timbersports-atleter samlet i Stjørdal, Norge, til årets Nordiske Mesterskaber. Pro-klassen blev afgjort lørdag, inden Women- og Rookie-klasserne indtog konkurrencearenaen søndag. For Felixia Banck markerede mesterskabet et comeback efter nogle års fravær fra Timbersports-konkurrencescenen.

Blandt modstanderne i Women-klassen var svenske Tove Njåstad, der kom til konkurrencen som regerende nordisk mester, samt britiske Catherine Eccles og Libby Arrowsmith, der deltog gennem Timbersports Exchange Program.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Felixia Banck satte ny dansk rekord i Underhand Chop med tiden 41,07 sekunder. Foto: Stihl.
Felixia Banck satte ny dansk rekord i Underhand Chop med tiden 41,07 sekunder. Foto: Stihl.

Det blev en tæt kamp om sejren. Efter konkurrencens fire discipliner stod Banck og britiske Catherine Eccles begge med 11 point. Bancks samlede tid på 2:35,55 blev i sidste ende afgørende, knap to sekunder foran Eccles på 2:37,33. Svenske Tove Njåstad sluttede på tredjepladsen med 9 point.

For Banck var sejren ekstra betydningsfuld efter en hård periode og flere år væk fra konkurrencescenen. Først efter konkurrencens sidste disciplin stod det klart for hende, at comebacket var endt med en nordisk titel.

Mindre end to sekunder skilte Felixia Banck fra britiske Catherine Eccles i den samlede kamp om guldet. Foto: Stihl.
Mindre end to sekunder skilte Felixia Banck fra britiske Catherine Eccles i den samlede kamp om guldet. Foto: Stihl.

- Jeg kan slet ikke forstå det med den kamp, jeg har haft for at være her. Det er helt utroligt endelig at stå øverst på podiet. Jeg havde ikke kigget på nogen tider, så det var først, da de kom og sagde, at jeg havde vundet, at jeg vidste det, siger Felixia Banck.

Ny dansk rekord i Underhand Chop

Banck afsluttede konkurrencen på bedst mulige vis. I Underhand Chop noterede hun tiden 41,07 sekunder, den hurtigste tid blandt samtlige atleter i disciplinen og samtidig en ny dansk rekord. Resultatet gav hende maksimale fire point og blev en vigtig del af den tætte kamp om førstepladsen. Efter sejren er blikket allerede rettet mod næste sæson, hvor ambitionen er klar: Banck vil tilbage for at forsvare den nordiske titel.

- Næste mål bliver at komme tilbage næste år, være helt frisk og tage titlen igen, siger Felixia Banck.

Felixia Banck gjorde comeback på Timbersports-scenen og sluttede øverst på podiet ved de nordiske mesterskaber. Foto: Stihl.
Felixia Banck gjorde comeback på Timbersports-scenen og sluttede øverst på podiet ved de nordiske mesterskaber. Foto: Stihl.