Lyt til artiklen:

Stemas klar på mere plads i Roskilde

00:00
Hastighed: ???x
02:59

Når Roskilde Durskuet slår portene op fra den 29. til 31. maj, bliver det med Stemas A/S og søsterfirmaet Johs. Møllers Maskiner A/S på fællesstand, og sammen mere end fordobler duoen det standareal, som Stemas har haft år efter år.

- Vi får ikke mindre end 900 kvadratmeter at vise os frem på i Roskilde. Tidligere havde vi 405 kvadratmeter, så det er en betragtelig forøgelse. Dermed får vi plads til både at præsentere vores maskiner og materiel på en god måde og tillige dele standen med Johs. Møllers Maskiner, siger direktør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Perfekt samarbejde

- Hos Stemas har vi jo stor erfaring med Roskilde Dyrskue som helt fast udstiller. Sammen vil vi skele til vores fælles deltagelse i de store E&H-entreprenørudstillinger i Herning, hvor vi har et perfekt samarbejde om en stor, fælles stand, siger han videre.

Wacker Neuson har længe været i front med elektriske maskiner. Tyskerne har deres eget Zero Emission-segment med masser af emissionsfrit komprimeringsgrej, men også i den større ende har Wacker Neuson tilføjet el-maskiner til de klassiske dieselmodeller. To nye gravemaskiner lader op til at præsentere sig uden røg og støj i Roskilde.

- Den nye EZ10e har hverken emission, støj eller bagende. Den er en ét-tons zero tail maskine, som har alle kvaliteterne til at grave både ude og inde. Tilmed ruller den problemfrit ind og ud ad ganske almindelige døre. Der er nemlig teleskopfunktion på undervognen, som giver maskinføreren mulighed for at vælge mellem chassisbredder fra 790 til 1100 mm, forklarer Stemas-direktøren.

Wacker Neusons minigraver EZ10e er ladet op og klar til debut på dyrskuet i Roskilde. Pressefoto.
Wacker Neusons minigraver EZ10e er ladet op og klar til debut på dyrskuet i Roskilde. Pressefoto.

Større på el og ny diesel-graver

I minigravernes større ende har Wacker Neuson tilføjet en el-version af EZ26e med alle den elektriske gravers miljømæssige fordele, men ligesom den mindre maskine også kompakt og uden bagende. Også for den større maskine giver det optimale muligheder for at arbejde under trange pladsforhold.

Stemas tager også den nye diesel-graver ET18-2 fra Wacker Neuson med til danmarkspremiere på dyrskuet. Den er en ny og stærkt opdateret version af ET18 med både ny kabine og ny hydraulik. Stemas medbringer også Wacker Neusons største mobilgraver, 11 tons-maskinen EW100-2. Også Wacker Neusons firetons hjullæsser WL750 viser sig frem, lige som det er tilfældet med den kompakte dumper på hjul DT08.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stemas har også import og forhandling af tyske Weidemann, som er absolut topmærke i mini- og kompaktlæssemaskiner, teleskoplæssere og teleskophjullæssere. De røde Weidemann-maskiner er kendte både i landbruget og på byggepladserne, og på dyrskuepladsen i Roskilde præsenterer Stemas tre maskiner. Dels 2100 kg læsseren 1260LP, dels 3,2 tons læsseren Weidemann 1390 samt teleskophjullæsseren Weidemann 2060 Tele med sine 4800 kg.