Lyt til artiklen:

Spærring fjernet ved Egelund Å: Naturen får forbindelsen tilbage

00:00
Hastighed: ???x
02:44
Udvid

Fredag blev der igen skabt fri passage i Egelund Å ved Egelund Mølle, da en mangeårig spærring blev fjernet som led i en større naturgenopretning. Dermed kan fisk og smådyr nu bevæge sig frit gennem vandløbet - til gavn for både naturen og området.

- Det her er et godt eksempel på, hvordan vi kan give naturen bedre vilkår. Når vandet igen kan løbe frit, skaber det nye muligheder for livet i åen, sagde udvalgsformand for Udvalget for Teknik, Viggo Kjær Poulsen, som selv førte gravemaskinen ved genåbningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gravemaskinen fjernede blokeringen, så vandet kunne strømme igennem den nye del af Egelund Å. Foto: Hedensted Kommune.
Gravemaskinen fjernede blokeringen, så vandet kunne strømme igennem den nye del af Egelund Å. Foto: Hedensted Kommune.

Ved genåbningen blev der også sat vand på den nye faunapassage, som erstattede den tidligere spærring, der i mange år havde hindret livet i åen. Undersøgelser viste tidligere mange ørreder nedstrøms, men ingen opstrøms fra spærringen. Med projektet er forbindelsen genetableret, og dermed er grundlaget skabt for, at fisk og smådyr igen kan sprede sig frit i vandløbet.

Et billede fra inden projektet blev sat i gang. Foto: Hedensted Kommune.
Et billede fra inden projektet blev sat i gang. Foto: Hedensted Kommune.
Den nyslyngede å. Foto: Hedensted Kommune.
Den nyslyngede å. Foto: Hedensted Kommune.

Nyslynget vandløb giver bedre liv i åen

Som en del af løsningen blev der etableret et nyt, slynget vandløbsforløb på 260 meter. Det nye forløb skaber bedre strømforhold, gydebanker og naturlige levesteder, som styrker forholdene i vandløbet og bidrager til et sundere vandmiljø. Resultatet er en konkret naturforbedring, der både kan ses og mærkes i området.

Projektet ved Egelund Mølle er en del af EU's vandrammedirektiv og vandplanindsats med fokus på at opnå god økologisk tilstand i danske vandløb. Arbejdet blev gennemført i tæt samarbejde mellem rådgivere, kommune og lodsejer, og løsningen blev både teknisk robust og økonomisk ansvarlig.

Langs det nye åforløb vil særligt havørreder have gode betingelser for at gyde og reproducere. Foto: Hedensted Kommune.
Langs det nye åforløb vil særligt havørreder have gode betingelser for at gyde og reproducere. Foto: Hedensted Kommune.

- Vi arbejder løbende med at se på, hvor vi kan gøre en forskel for miljøet og klimaet i Hedensted Kommune. Projekter som det her viser, at vi kan finde løsninger, der både giver mening lokalt og forbedrer vores fælles natur, sagde Viggo Kjær Poulsen.

Projektet er blevet finansieret af den danske stat og Hedensted Kommune. Staten har betalt cirka 430.000 kroner, mens Hedensted Kommune har bidraget med cirka 160.000 kroner.

Projektet ligger på privat grund. Foto: Hedensted Kommune.
Projektet ligger på privat grund. Foto: Hedensted Kommune.