Lyt til artiklen:

Spansk armklipper på det danske marked

00:00
Hastighed: ???x
03:05

Hvis du har brug for en robust hegnsklipper til din traktor eller minilæsser, så vil Brørup Traktor- & Maskincenter gerne byde ind på opgaven. Firmaet er nemlig begyndt at importere spanske hegnsklippere, armklippere og andre redskaber af mærket OSMAQ. Redskaberne fra den spanske producent er enkle, robuste og brugervenlige, forsikrer Svend Aage Jensen fra den sydjyske maskinforretning, der sælger redskaber til kunder i hele Danmark.

Han ser store muligheder i det brede OSMAQ produktprogram med over 50 forskellige redskaber, men koncentrerer sig i første omgang om hegnsklippere og grensave.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye importør får nogle enkelte modeller grensave og hegnsklippere til montage på en traktor med frontlæsser eller en minilæsser hjem på lager og til demo. Derefter bliver det kundernes efterspørgsel, der kommer til at bestemme, hvad der bliver lagervarer til hurtig levering, og hvad der skal bestilles på fabrikken.

Hegnssave kan leveres i 4 basismodeller alt efter behov. For eksempel OSMAQ Loader, der kan monteres på en traktor med frontlæsser eller en kraftig minilæsser. Den kan både sideforskydes og tiltes fra lodret til vandret - og alt derimellem, hvis hække og hegn skal klippes med en vinkel. Hegnssavene har hydraulisk drev. Hydraulikken kan leveres af traktoren eller en separat hydraulikenhed, så mulighederne er mange.

Denne model kan leveres fra 110 - 310 cm arbejdsbredde og med 2 - 6 stk. Ø 500 mm savklinger.

Også til traktorens frontlift

En anden interessant model er OSMAQ MAST, der monteres i traktorens frontlift. Den har en integreret, foldbar arm, stor rækkevidde og arbejder via 2-6 Ø600 mm savklinger eller andre specialklinger. Den har sit eget 45 hk hydrauliksystem med en 120 l olietank og oliekøler. Den store hegnsklipper kan arbejde lodret, vandret og i alle vinkler derimellem.

OSMAQ's redskabsprogram er stort. Hegnsklippere, armklippere, slagleklippere og fasttandsknusere og flere andre typer kan ses via den danske importørs hjemmeside, og der er nok at vælge mellem. Hvis man vil arbejde med roterende, kraftige kæder til at knuse vegetationen, eller har behov for en helt speciel fingerklipper med høj præcision, så kan den spanske producent levere det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der findes f.eks. 8 forskellige basismodeller af OSMAQ-armklippere. Modellerne rækker helt nede fra modeller med en rækkevidde på 2,8 meter til kompakttraktorer til kraftige modeller, der rækker helt op til 8 meter. Hvis man har behov for at kombinere en slåmaskine med et kraftigt sugehoved, har OSMAQ også løsningen på det.

- På længere sigt er jeg er også lidt spændt på, om ikke produktprogrammet rummer en del redskaber som i Spanien anvendes til én ting, men i Danmark kan løse andre opgaver. I Spanien leverer OSMAQ f.eks. redskaber til renholdelse og pleje af rækkekulturer som vin, oliven og frugt - og i Danmark får vi rigtigt mange nye skovarealer, som skal holdes rene med mekaniske metoder, indtil de nye kulturer er stærke nok til at modstå ukrudtspresset. Der kan godt være et match der, siger han.