Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Pers Rottne er en ener i Danmark
Per Nordals blå-gule maskine er en ener i de danske skove.
Det er nemlig den eneste processkover fra den svenske producent Rottne, der kører i Danmark.
- Valget faldt på Rottne, fordi de er nogle nørder indenfor deres fag, siger skoventreprenøren.
Han ejer og driver firmaet Nordal Skov & Landskab, og så varetager han i øvrigt kontakten til Rottnes danske kunder.
I mange år kørte Per Nordal med de danskproducerede skovmaskiner fra Silvatec. Årsagen var maskinernes lave tyngdepunkt og høje stabilitet. Da Silvatec gik konkurs, ledte han efter en maskine med de samme kvaliteter.
- Men det var svært at finde - indtil jeg faldt over Rottne, fortæller Per Nordal.

Gyngende førerhus
Maskinen er en model H11D. Det er Rottnes mellemstørrelse processkover, og den vejer godt og vel 22 tons. Den har en bredde på 2,89 meter, og for enden af kranen sidder et SP 561-fældehoved. Maskinen kører på otte hjul, og Per Nordal har fået sin maskine med væske i de fire forreste for øget stabilitet.

Stabilitet er der også masser af i førerhuset. Rottne udmærker sig nemlig ved at udstyre sine skovmaskiner med nivellerede og affjedrede kabiner, og det er en af de funktioner, som Per Nordal sætter allermest pris på.
- Man skal selvfølgelig vænne sig til, at det gynger, når man kører, men det er utroligt behageligt at køre med. Førhen var der jo nærmest kontant afregning med piskesmæld, da der slet ikke var noget affjedring i førerhuset. Det er fuldstændig væk nu, siger Per Nordal.

- Derudover er det en utroligt rummelig og lydsvag kabine med godt udsyn, siger han.
Stabilitet på skråningerne
Maskinen er også udstyret med boogieløft, som Per Nordal bruger, når han kører på skråninger.

- Når maskinen hælder, kan man ikke arbejde i kranens fulde længde, og der er boogieløftet smart i forhold til at rette maskinen op og få det maksimale ud af kranens rækkevidde på 10,3 meter, fortæller Per Nordal.
Brændstof til dagevis
Hans maskine er desuden udstyret med en ekstra brændstoftank, så Per Nordal tanker kun hver tredje eller fjerde dag. Dermed behøver han ikke at køre maskinen ind og ud ad skoven hver dag. Det sparer skovbunden for meget slid og Per Nordal for meget besvær.

- Det er især en god ting, når det er vådt. Så behøver udkøreren ikke bekymre sig om, at der allerede er kørt spor op, når han kommer, siger han.
Per Nordal behøver heller ikke at slæbe værktøj, maling, olie og andre fornødenheder frem og tilbage hver dag. Rundt omkring på maskinen gemmer sig nemlig en stribe små rum til opbevaring.

- Bagerst på maskinen sidder eksempelvis en række skuffer til værktøj, og det er genialt om vinteren, hvis der sker en defekt efter et par timers kørsel. Så er værktøjet nemlig dejligt varmt, siger Per Nordal og smiler.
Brændstoføkonomien på H11D'eren er også ganske fornuftig fortæller Per Nordal. Normalt ligger han på 13 liter brændstof i timen, når han kører tyndinger. Når han kører afdrifter ligger han på 16-17 liter i timen.
- Det hele afhænger af, hvordan du indstiller maskinen. Den kan sagtens yde noget mere, men du vinder ikke nødvendigvis noget produktionsmæssigt, så min er indstillet til at køre forholdsvis økonomisk, siger han.
En dejlig varm maskine
Han synes, det er svært at vælge, hvad der er fedest ved maskinen. Men han fremhæver alligevel et lille stykke luksus, som nok er en forholdsvis gængs ting på de fleste maskiner i dag, men som ikke desto mindre gør glæden ved at møde på arbejde endnu større.

- Jeg har en app til min telefon, hvor jeg har alle informationer om maskinen - hvor meget brændstof, strøm og hydraulikolie der er tilbage og så videre. Så kan jeg også starte fyret, så den er varm og næsten klar, når jeg kommer. På de gamle maskiner, hvor der ikke var den slags ting, brugte man jo lang tid om morgenen, før man kørte det første træ igennem. Nu går der jo ikke fem minutter, siger Per Nordal.
En forlængelse af kroppen
Per Nordal er vokset op på en gård, og har kørt traktor, mejetærsker og andre maskiner op gennem sin ungdom, indtil han kom ind i skovbranchen.
- Det fede ved at køre maskine er, at man ikke tænker over, hvilke funktioner man udfører. Det er ligesom om, at kranen bliver en forlængelse af din egen krop. Man kan gøre tingene på en så sikker og hurtig måde, og det giver bare en skøn fornemmelse, siger Per Nordal.

- Der ligger også en tilfredshed i, når du vender dig og ser resultatet af det stykke arbejde, du har lavet. Det er også fedt.
Noget af det, han allerbedst kan lide ved at arbejde i skoven, er den selvstændighed, der er i arbejdet, og så roen.
- Det der med at køre rundt og følge årstidernes skiften. Det giver bare en ro. Nogle gange kan man godt savne en kollega, men i dag sidder man ofte og snakker med kollegaer i telefonen, samtidig med at man arbejder, fortæller Per Nordal.








































.jpg?w=253&h=180)

























