Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Strukturtilpasning vil fortsat sætte dagsordenen i 2026
2025 har været et år, hvor strukturtilpasning har fyldt markant i maskinbranchen. Både kunder og leverandører organiserer sig i færre og større enheder, og den tendens fortsætter. Det er en udvikling, der også vil præge 2026, og som rummer udfordringer, men også muligheder for alle, der arbejder med maskiner og drift, hvis man forstår at finde og udfylde sin rolle i den nye virkelighed.
Hos alle aktører i branchen - såvel blandt vores kunder som hos kolleger - ser vi en tydelig bevægelse mod større enheder og mere samlede driftsstrukturer. De største landbrug udvikler sig til egentlige koncerner, mens mindre og deltidsdrevne landbrug dog fortsat udgør et mangfoldigt og vigtigt segment. På samme måde samler mange boligselskaber og anlægsgartnervirksomheder sig i færre, større organisationer med bredere ansvarsområder og øget fokus på effektiv drift.
Jeg forventer, at denne udvikling fortsætter i 2026. Efter min vurdering vil vi se endnu flere sammenlægninger - både blandt maskinforhandlere og hos dem, der bruger maskinerne i hverdagen. Den mekanisme har vi tidligere set ved kommunalreformen, hvor færre kommuner og større ansvarsområder førte til færre underleverandører og mere samlede, langsigtede aftaler. Noget tilsvarende ser vi nu i de strukturer, der er ved at tage form andre steder i branchen. Det kommer til at påvirke hele værdikæden og ændre rytmen i både udbud, samarbejde og beslutningsgange i de kommende år.
Stærke partnerskaber bliver endnu vigtigere
I et marked med færre og større aktører får samarbejdsrelationer en endnu større betydning. Vi oplever i stigende grad, at kunderne efterspørger løsninger, der hænger sammen på tværs af produkter, rådgivning og service. Producenterne forventer tilsvarende større strategisk alignment på tværs af markeder og segmenter.
For os har strukturtilpasning også betydet, at vi i Nellemann Machinery har måttet udvikle os. 2025 var vores første hele år efter flytningen til Ringsted. Vi har samlet værksted, lager, salg og administration i én ny, tidssvarende og bedre udnyttet bygning. Det giver os bedre rammer for samarbejde og tæt kontakt til kunderne. Det giver samtidig en synlighed, der gør det lettere at tiltrække og fastholde de medarbejdere og samarbejdspartnere, der danner grundlag for vores muligheder.
Et andet vigtigt fokus i 2025 - og som også vil fylde i 2026 - har været videreudviklingen af vores nordiske organisation. Vi har etableret os i Norge med nyt hovedkontor nær Drammen og integreret Kärcher-brandet i vores svenske forretning. Vi vil skabe en robust og sammenhængende organisation, der kan følge den konsolideringen. En skandinavisk platform giver os større kapacitet, et bredere produktprogram og mere specialiseret viden, som kommer vores kunder til gode i hele Skandinavien.
Samtidig forventer jeg, at samarbejdet med producenterne vil fylde endnu mere i 2026. Vi arbejder allerede på at harmonisere produktprogrammerne i Danmark, Norge og Sverige. Vi har blandt andet mulighed for at være tæt på udviklingsarbejdet hos Kärcher. Det giver både indsigt og indflydelse - og gør det muligt at bringe kundernes behov direkte ind i udviklingen af fremtidens maskiner og teknologier.
Nyt år, nye muligheder
Strukturtilpasning handler i sidste ende om at vælge retning - og holde fast. 2026 bliver et år, hvor branchen fortsætter sin udvikling, og hvor alle skal finde sin plads i de nye strukturer.
For Nellemann Machinery handler det om at styrke vores partnerskaber, investere i vores skandinaviske platform og fortsætte arbejdet med at være relevante for lige præcis de kunder, som vi ønsker at ramme. Lykkes vi med det, så bliver 2026 et rigtig spændende år.








































.jpg?w=253&h=180)

























