Lyt til artiklen:

DM&E inviterer igen til Vidensdage

00:00
Hastighed: ???x
04:35
Udvid

Den 15. og 16. januar mødes et stærkt fagligt fællesskab af maskinstationsejere, skoventreprenører, entreprenører og kloakmestre fra hele landet til DM&E Vidensdage - to dage med faglig fordybelse, inspiration og mulighed for at styrke relationer og skabe nye samarbejder.

Med over 35 faglige indlæg giver programmet medlemmerne konkret indsigt i de temaer, der driver forandring i branchen - både nu og på længere sigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- DM&E Vidensdage handler ikke kun om viden og lovgivning. Det er en unik mulighed for at mødes på tværs af hele branchen, udveksle erfaringer og styrke fællesskabet. Det er her, vi omsætter indsigt til værdi i hverdagen, siger branchedirektør Jacob Chr. Nielsen.

Når generationsskifte bliver en styrke

Et af årets oplæg stiller skarpt på et emne, som mange virksomheder før eller siden må forholde sig til: generationsskifte. Til fredagens fællesindlæg deler medlem Sejer Pedersen og Mathias Sejer Pedersen fra entreprenørvirksomheden Sejer Pedersen A/S deres erfaringer med at overdrage ledelsen - samtidig med, at de har fastholdt både udvikling og vækst. Oplægget giver et sjældent indblik i både de strategiske og menneskelige aspekter - og viser, hvordan rettidig omhu, klare roller og fælles ambitioner kan gøre et sårbart tidspunkt til en styrkeposition.

- Mange af vores medlemsvirksomheder står enten midt i et generationsskifte - eller ved ikke helt, hvordan de skal gribe det an. Derfor betyder det noget at høre fra nogen, der har været igennem det og fået det til at fungere i virkeligheden, siger Jacob Chr. Nielsen.

Selektiv nedrivning og rensning af regnvand

Katrine Nielsen fra Teknologisk Institut giver deltagerne et overblik over de nye krav til rensning af regnvand før udledning - og de teknologiske og praktiske løsninger, der følger med. De markant ændrede regler for selektiv nedrivning bliver også gennemgået. Fra 2025 kræver reglerne blandt andet autorisation, en ressourceansvarlig og et dokumenteret kvalitetsledelsessystem.

- Selektiv nedrivning har været et særligt fokusområde for DM&E i år. Vi har blandt andet været med til at etablere et nyt netværk og politisk talerør, der skal sikre, at implementeringen af de nye krav om autoriseret nedrivning bliver både realistisk og ansvarlig. Det arbejde danner et stærkt afsæt for den praksisnære viden, vi deler på Vidensdagene, siger Jacob Chr. Nielsen, branchedirektør i DM&E.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Unge og rusmidler - et fællesansvar

Når unge træder ind i arbejdslivet, følger der også et ansvar med - både for dem selv og for dem, der tager imod dem. På Vidensdagene tager psykiater Henrik Rindom fat på et ømt, men vigtigt emne om unge, rusmidler og arbejdspladsens rolle i at forebygge misbrug og mistrivsel.

- Vores branche er ikke hårdere ramt end andre, men vi har - som alle andre - et ansvar for at være forberedt. Når en ung eller en kollega mistrives eller havner i misbrug, kan det få konsekvenser for både mennesket og arbejdspladsen. På Vidensdagene taler vi åbent om det - og giver medlemmerne viden og værktøjer til at handle, før problemerne vokser, siger Jacob Chr. Nielsen.

Internationale perspektiver og europæisk indflydelse

DM&E Vidensdage bringer i år det internationale udsyn helt tæt på. For første gang deltager Paul Walsh, politisk konsulent fra den europæiske brancheorganisation CEETTAR - og giver, i samarbejde med DM&E, et indblik i både maskinstationernes og skoventreprenørernes rolle i fremtidens europæiske landbrug og skovbrug. Han deler samtidig sine perspektiver på, hvordan branchen på tværs af sektorer kan få større indflydelse på de politiske beslutninger, der formes i Bruxelles.

- Vi har sat et nyt strategisk arbejde i gang i CEETTAR for at skabe en tydeligere retning og mere gennemsigtighed - og for at sikre, at alle medlemslande og fagområder bliver hørt og involveret. Det er sådan, vi ikke bare følger med, men reelt er med til at forme udviklingen - både i Danmark og i EU, siger Jacob Chr. Nielsen.