Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ødam renses for 4.000 tons slam
Søen ved Havreballe Skovvej i Aarhus - også kaldet Ødam er tømt for vand. En stor gravemaskine kører i stedet rundt i søen og fjerner slam, skidt og gamle cykler. Ødam er en regnvandssø, som modtager regnvand fra omgivelserne, det nye stadion og væddeløbsbanen. Ved store nedbørsmængder kan vand parkeres her.
For Aarhus Vand fungerer søen som et slags biologisk renseanlæg og den store mængde skidt i søen forhindrer dette.
- Gamle blade og andet organisk materiale bruger ilten. Det mindsker også bassinets evne til at rense regnvandet for blandt andet kvælstof. Søen vil derfor ikke kun få det bedre, når slammet er fjernet, men den vil også rense regnvandet bedre, siger Bo Snediker, der er projektleder hos Aarhus Vand.
Ved at give søen en bedre renseeffekt, så vil regnvandet, der løber fra søen og videre ud i bugten også være renere. Under arbejdet bliver 4.000 tons slam med mere fjernet, der gennem mere end 100 år har samlet sig i bunden af søen. Under arbejdet har entreprenøren allerede på de første fem kvadratmeter fundet fire cykler, som heller ikke bidrager positivt til økosystemet.
Lidt sumpplanter og træstammer bevares
Projektet er bevidst ikke udformet som en total tømning. Der efterlades områder med lav vandstand og sumpplanter, som fungerer som levesteder for både planter og dyr.
Nogle træstammer bevares ligeledes i søen, fordi der dannes bakteriekulturer på overfladerne, som hjælper med at rense vandet.
- Hvis man fjerner alt, renser søen heller ikke godt. Vi ser det som et tiltag, der understøtter biodiversiteten fremadrettet, forklarer Bo Snediker.
En kanal bringer regnvand videre fra Ødam til Tivoli. Her bruger de vandet til at vande planter og vandet løber også i en åben kanal inde i forlystelsesparken. På den måde sparer Tivoli på drikkevandet ved at bruge regnvand i haven. Regnvandet, som bliver biologisk renset i Ødam, løber derfra videre i en kanal under jorden og ud i bugten.
Arbejdet forventes afsluttet slut januar 2026.








































.jpg?w=253&h=180)

























