Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Skovbranchen mangler lærepladser til maskinførerne
Lige nu mangler der lærepladser, selvom antallet af maskinførerelever på Skovskolen ikke er højere end normalt.
Skovbrugsmaskinfører er et af tre specialer under uddannelsen skov- og naturtekniker, som skolen tilbyder.
- Lige nu har vi ikke nok lærepladser, og det står i kontrast til en branche, der råber på arbejdskraft, siger uddannelsesleder på Skovskolen, Brian Kristensen, til Grøn Teknik.
Samtidig er der et ønske om flere unge maskinførere i skoven, som kan blive den kvalificerede arbejdskraft, branchen efterspørger, fortæller brancheformand for DM&E Skov, Nickolai Schlechter.
Men skal skolen føre kampagne for endnu flere unge til skovmaskinerne, kræver det flere lærepladser, peger begge parter på, som her stiller skarpt på, hvad det indebærer nu og - hvad de tror - i fremtiden.
Fremtidens maskinførere
Uddannelseslederen peger på, at især fællesskab har og kan få større betydning, hvis endnu flere unge skal vælge skovmaskinerne til fremover. Derudover; at der er nogle, eleverne kan spejle sig i aldersmæssigt og så fleksibilitet i arbejdslivet.
- Det er en branche, hvor man kører meget alene og på nogle kæmpestore arealer. Så hvordan får man unge til at opleve, at der også er et fællesskab der? Det er der, men udadtil ser det måske ikke sådan ud, siger han og fortsætter:
- Eleverne på uddannelsen trives med at køre i en maskine og have alle de her selvstændige opgaver. Men skal man også rekruttere nogle andre elever, tror jeg, man som branche skal tilbyde noget andet, end det man altid har gjort og have endnu mere fokus på, hvad de unge efterspørger.

Blandt andet det spørgsmål er Nickolai Schlechter fra DM&E Skov i gang med at stille elever og lærepladser for Fagligt Udvalg på Skovskolen. Et igangværende projekt, der løber over et halvt år, hvor han også spørger, om lærepladserne har plads til en elev mere, hvorfor, hvis det ikke er tilfældet, og hvad deres holdning er til elever generelt.
- Projektet går ud på at få så mange elever ud i erhvervet med det samme, så de opnår de kriterier for uddannelsen, der er sat, uden at skulle ramme skolepraktikken, siger han og forsætter:
- De unge fortæller, at de vil arbejde med naturen, men de vil også have et liv ved siden af og ikke bare knokle derudaf - velvidende at det er et fysisk erhverv. De vil passe på sig selv og tage vare på kroppen. Og den holdning, tror jeg, er vigtig, branchen får med i forbindelse med rekruttering af den yngre generation.
Brian Kristensen er enig:
- De fleste på uddannelsen er typisk i begyndelsen af 20'erne, der ikke har stiftet familie endnu. Men hvad sker der så, når de vil det? Det kræver en fleksibel familie. Er det ikke tilfældet, gør de så noget andet og vælger branchen fra?
En investering
For der er brug for, at unge vælger branchen til, da gennemsnitsalderen blandt skovens maskinførere ifølge brancheformanden er "ret høj", og hvor en betydelig del af dem rammer pensionsalderen inden for en årrække.
- Det er klart, at store virksomheder har lettere ved at tage elever end de mindre. Jeg hører også fra nogle uden elever, at de ikke synes, de kan træde til. For hvad nu hvis de ikke har arbejde nok eller er fagligt dygtig nok til at oplære et ungt menneske? Men det er en del af vurderingen, når man ansøger Fagligt Udvalg om at blive læreplads, siger Nickolai Schlechter.
Ifølge brancheformanden og uddannelseslederen handler det også om at have lyst og tid til at lære en elev op og nå de nødvendige læringsmål. For det er ressourcekrævende at tage en grøn maskinfører ind.
- Virksomhederne tager et stort ansvar, når de lærer et ungt menneske op over de tre år, eleverne går på skolen. Men giver man dem en god oplevelse, en god uddannelse og et fedt sted at være, tror jeg, de fleste bliver hængende. Så har man pludselig den arbejdskraft, man mangler. Det er en måde at investere på, siger Brian Kristensen.
Begge opfordrer til, at der som samlet branche/erhverv tages ansvar både for maskinførerspecialet og for de to andre specialer: skov- og naturplejer og arborist.
- Vi bør skabe mere fællesskab og vidensdeling omkring det, at have elever. Skolerne har et ansvar for at hjælpe de unge videre mod en elevplads. Men virksomhederne bør også blive bedre til at søge lokalt og i deres netværk og screene deres kommende elever på lige vilkår som andre ansatte, når de kommer til jobsamtale og hele den følgende proces. Eventuelt med en mulighed for en prøvetid inden grundforløb, siger Nickolai Schlechter og fortsætter:
- På den måde er man rigtigt godt rustet fra begge sider til at indgå en aftale og skabe et godt oplæringsmiljø. Og investeringen bliver mere sikker og givtig for alle, på kort og lang sigt.
- Det er vigtigt for alle parter at synliggøre, at de søger elever, og det bør være på Lærepladsen.dk, tilføjer Brian Kristensen.












































.jpg?w=253&h=180)
















