Lyt til artiklen:

Bonusordning baner vej for grønnere byggepladser i København

00:00
Hastighed: ???x
02:17

Det kan være både dyrt og besværligt som entreprenør at komme i gang med at få omstillet flåden af maskiner fra diesel til emissionsfri, og det har man forståelse for hos Københavns Kommune.

Derfor har man indført en bonusordning, der skal hjælpe entreprenørerne på vej og minimere de udgifter, der er forbundet med at anskaffe sig materiellet og tilpasse arbejdsgangene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder helt konkret, at entreprenøren modtager en kontant bonus pr. kørt driftstime med de emissionsfri maskiner, fortæller Dennis Østergaard Poulsen, der er projektleder, fossil- og emissionsfrie maskiner hos Københavns Kommune.

Dennis Østergaard Poulsen er projektleder, fossil og emissionsfrie maskiner hos Københavns Kommune. Foto: Tim Søgaard.
Dennis Østergaard Poulsen er projektleder, fossil og emissionsfrie maskiner hos Københavns Kommune. Foto: Tim Søgaard.

- Vi ser det som en måde at hjælpe entreprenørerne i gang med den her omstilling, som er nødvendig, siger han.

En af de entreprenører, der har gjort brug af bonusordningen, er Christiansen & Essenbæk, der arbejder på at renovere søkanten langs Østerbrogade i København.

Christiansen & Essenbæk arbejder med emissionsfrie maskiner langs søkanten ved Østerbrogade i København. Foto: Tim Søgaard.
Christiansen & Essenbæk arbejder med emissionsfrie maskiner langs søkanten ved Østerbrogade i København. Foto: Tim Søgaard.

Afdelingschef hos entreprenøren, Jakob Kongensgaard lægger ikke skjul på, at bonusordningen har været afgørende for valget om at benytte emissionsfrie maskiner på projektet. Det gælder også for renovering af søkanten ved Kampmannsgade, som entreprenøren netop har afleveret under samme kontrakt.

Klar til grøn konkurrence: SHP vælger ni tons Hyundai på el
Se også:

Klar til grøn konkurrence: SHP vælger ni tons Hyundai på el

- Bonusordningen bidrager til, at den økonomiske meromkostning, der er ved at benytte emissionsfrie maskiner, langt henad vejen kan blive dækket. Uden den havde vi ikke kunne få det til at løbe rundt, siger Jakob Kongensgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er udmærket klar over, at der ikke går længe, før det bliver et krav i udbuddene at benytte emissionsfrie maskiner, og derfor giver det rigtig god mening at prøve dem af allerede nu, selvom det kræver lidt tilvænning.

Entreprenøren planlægger at gøre brug af bonusordningen på fremtidige projekter. Foto: Tim Søgaard.
Entreprenøren planlægger at gøre brug af bonusordningen på fremtidige projekter. Foto: Tim Søgaard.

- Til at starte med skal man bruge noget mere krudt på at finde ud af, hvordan vi får tilpasset arbejdsgangene. Hvordan får vi det til at fungere med infrastrukturen? Hvor længe har vi mulighed for at køre med dem? Er vi nødt til at have flere maskiner for at få det til at hænge sammen? siger Jakob Kongensgaard.

- Men set i forhold til hvad vi får ud af det af erfaringer, så har det været en positiv oplevelse. Vi regner også med at gøre brug af det på kommende projekter, siger han.

Og der er generelt positive tilbagemeldinger fra entreprenørerne, lyder det fra Dennis Østergaard Poulsen.

- De erfaringer, vi hører, at entreprenørerne gør sig, er rigtig positive. Der er naturligvis nogle omkostninger og noget bøvl forbundet med omstillingen, men alt i alt går det meget godt, siger han.