Lyt til artiklen:

Stemas og Timan i vinteralliance

00:00
Hastighed: ???x
02:21

Weidemann er klar til at krydse klinger med Kong Vinter. Som dansk importør af det tyske maskinmærke har Stemas A/S allieret sig med den vestjyske maskinproducent Timan om at bevæbne Weidemann-læssere til kamp mod både sne og is. På den grønne branches store udstilling Have & Landskab på Ledreborg Slot ved Roskilde præsenterede Stemas en eldrevet Weidemann 1390e udstyret med både kombineret kost og skrabeblad i front og en Timan Combispreder CS200 til armering med salt eller sand bagude.

Det særlige ved kombisprederen er muligheden for at justere spredningsbredden efter behov. På smalle cykelstier kan der spredes med blot én meter sand og salt, mens bredden på en parkeringsplads kan øges helt op til seks meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Timan Combispreder CS-200 til traktor. Pressefoto.
Timan Combispreder CS-200 til traktor. Pressefoto.

Den 2800 kg tunge Weidemann minilæsser nøjes ikke med at fjerne is og sne. Den gør det også uden at gøre meget væsen af sig. Weidemann 1390e er batteridrevet, og derfor sker det helt uden støj og emissioner, når den skubber sne i front, eller spreder salt eller sand.

Sprederen CS200 har en justérbar spredebredde fra én til seks meter, og både mængde og bredde kan reguleres fra Weidemann-kabinen. Skift mellem tallerkenspreder og valseudlægger sker ligeledes fra kabinen. Dermed skal maskinføreren ikke ud i kulden for at skrue eller indstille på grejet. Sprederen har kapacitet til at have op til 300 liter med sig i beholderen.

Der er ikke kun den elektriske 1390e, der kan udstyret med vinterberedskabet fra Timan. Også Weidemann 1280, den traditionelle diesel-model af 1390'eren, og den større hjullæsser 2060 er klar til at lade sig udstyre til effektiv vinterbekæmpelse.

Kombisprederen har været på markedet i tre år og har allerede vundet indpas flere steder. Aarhus Kommune har købt flere eksemplarer, og Silkeborg Kommune har vist interesse for løsningen. Erfaringerne viser, at maskinen er både effektiv og brugervenlig - ikke mindst fordi bunden kan åbnes helt, hvilket gør rengøring og tømning af skidt nemt og hurtigt.

- Med sin fleksibilitet, brugervenlighed og smarte funktioner fremstår Timans CS 200 som et attraktivt redskab for kommuner, der ønsker en mere effektiv og økonomisk vintertjeneste, fortæller Birger Pedersen til Grøn Teknik under Have og Landskab.