Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Godt 11.000 besøgte H&L
Efter 20 år i Slagelse må Have & Landskabs første udstilling på Ledreborg Slot siges at have taget branchen med storm, trods de trafikale udfordringer med tilkørslen, som heldigvis blev mindre som dagene gik.
Med de smukkeste rammer nogensinde, 275 udstillere, 60+ faglige oplæg og ikke mindst 11.068 gæstende fagfolk på de mange nye, smukke udstillingsarealer er det derfor en glad og stolt formand for Have & Landskabs bestyrelse, som gør status over Have & Landskab '25 på Ledreborg Slot.
- Jeg kan sige det meget kort: Det har været totalt fedt. Det er jo noget af en bedrift at hive en kæmpe udstilling op med rod og flytte til et nyt sted. At vi har gjort det og stadig har kunnet bibeholde besøgstallet omkring de 11.000 gæstende fagfolk må siges at være imponerende. Rammer er så eksklusive, som man kunne have håbet på, og når jeg kigger rundt, har omgivelserne også inspireret udstillerne til virkelig at gøre noget ud af standene. Så jeg er superglad for, at vi i bestyrelsen turde tage beslutningen om at flytte Have & Landskab til Ledreborg Slot, og nu må vi evaluere og se, hvad vi kan gøre endnu bedre, siger Joel Klerk.
Fordelingen af besøgende endte således: 4.601 onsdag, 4.173 torsdag og 2.294 fredag.
Blandt udstillerne, som Grøn Teknik talte med i løbet af den noget fugtige sidste messedag, var der ros. Blandt andet fra en ny udstiller.
- Det har været en rigtig fin messe. Det er vores første som udstiller men bestemt ikke sidste, fortæller adm. direktør og indehaver Flemming T. Zacho fra Tzacho P/S, der forhandler og udlejer et af landets største sortimenter af pumper, gravekasser, hydraulisk udstyr og funderingsudstyr og -maskiner.
Mark blev til eng
Maskinmarken hed i år Engen, og her havde også maskinhandler og kompagnon ved Ib E. Mortensen A/S, Peter Holm, nogle gode dage på Have & Landskab '25.
- Vi er her på Ledreborg og udstille med vores Eurocomach gravemaskiner, Neomach minilæssere og - som noget nyt i år - vores Venieri læssemaskiner. Vi er jo vant til at være i Slagelse, men Ledreborg har vist sig fra sin bedste side. Der er lækker sol, gode forhold for os som udstillere og glade gæster, fastslår Peter Holm.
Også CEO Benny Svenningsen fra Nomaco Danmark A/S er der ros til messen og afviklingen.
- Vi har haft mange besøgende på standen, som ville tale med os og ikke mindst høre om vores produkter. Især vores verdensnyhed Boschung S2.0 Max, som er en fantastisk fuldelektrisk feje-/sugemaskine. Den var tilmeldt Innovationsprisen, og jeg kan faktisk ikke forstå, at den ikke vandt, siger Benny Svenningsen med et smil til Grøn Teknik.

"Helt fantastisk messe"
Blandt de 11.068 gæster var afdelingsleder Anja Hemmingsen fra Park og Grønne Områder i Vordingborg Kommune. Hun var her sammen med sin kollega, landskabsforvalter Michael Grejsen, og havde kun rosende ord til overs for årets udgave af Have & Landskab.
- Det er en virkelig smuk ramme i år, og en helt fantastisk messe som sædvanlig. Der er en god inddeling af fagområderne og rigtigt meget at kigge på. Jeg synes også, at der er helt utroligt gode præsentationer på de forskellige stande, så det er også en meget smuk oplevelse her i forhold til, hvad vi tidligere har set, siger Anja Hemmingsen.
Godt med luftforandring
I området for planteskolerne - Amaliehaven - var produktionsleder Kenneth Andersen fra Hennecke Stauder også svært tilfreds med de nye rammer i slotsparken omkring Ledreborg.
- Vi har udstillet i Slagelse ti gange, så det har været godt med luftforandring. Standen har været godt besøgt, folk har været glade, og disse omgivelser er jo perfekte. I Slagelse plejede der at komme flest mennesker om torsdagen, men denne gang havde vi allermest tryk på om onsdagen, og det er jo et kæmpe plus, for her er man helt frisk, og alting er lige stillet op, forklarer Kenneth Andersen, som desuden har sat pris på, at der er lidt mere plads omkring standene i år, så udstillerne ikke stod presset så tæt sammen som tidligere.






























.jpg?w=253&h=180)






























