Lyt til artiklen:

Skråningsmaskine knuser, skærer og flytter i svært terræn

00:00
Hastighed: ???x
02:14

Den italienske producent MDB har føjet en ny terrængående skråningsmaskine til deres sortiment dette år.

Der er tale om modellen LV 1000, en fjernstyret maskine med en kampvægt på 2900 kg, som er bygget til at løse flere opgavetyper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kan sætte mange forskellige redskaber på den, heriblandt gafler, en rigtig skovl eller en knuser op til 170 centimeter. Den er nemlig lidt all around, fortæller MDB-importør Morten Møller fra Nordland ATV til Grøn Teknik.

Løfter og ændrer bredde

Maskinen kan klare skrænter op til 50 grader og har bælter, der kan skyde ud.

- Det giver noget stabilitet - også når den arbejder i højden. Når bælterne er skudt helt ud, er den 207 centimeter bred, og når de er helt inde, er bredden 165 centimeter, fortæller Morten Møller.

Maskinen har også værktøjskasse og har nem adgang til indvendig vedligeholdelse. Foto: MDB.
Maskinen har også værktøjskasse og har nem adgang til indvendig vedligeholdelse. Foto: MDB.

Skråningsmaskinen knuser stubbe op til 25 centimeter i diameter og er blandt andet udstyret med det, der mest af alt minder om en frontlift, så den kan løfte knusehovedet eller en skovl for eksempel.

Samtidig er det muligt at skubbe knuseren sidelæns oppe i højden uden for bælterne. Quick-coupler via fjernbetjening gør, at redskaberne er nemme og hurtige at skifte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover har maskinen en FPT F28 dieselmotor med 100 hestekræfter. Motoren leverer høj kraft og drejningsmoment ved lave omdrejninger - også mere i forhold til andre MDB-modeller.

Jern hele vejen rundt

Skallen på MDB's maskiner består som udgangspunkt af plastik, men sådan forholder det sig ikke på den store maskine.

- Hele maskinen består af jern, så den kan holde til mere. Men det gør også, at den vejer det, den gør, siger Morten Møller.

Af den grund er den store maskine ikke mulig at fragte på alle trailere, men den kan til gengæld løfte redskaber op på et lad, gør importøren opmærksom på.

Maskinen er designet med en frontlift. Foto: MDB.
Maskinen er designet med en frontlift. Foto: MDB.

På nuværende tidspunkt har Nordland ATV ikke et eksemplar af den store maskine stående, men importøren er i øjeblikket ved at invitere interesserede kunder til en demo i Italien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selvom jeg ikke har maskinen hjemme, har jeg allerede fået flere forespørgsler på den. Så jeg håber, der kunne være interesse for sådan en tur, siger han.

LV 1000 har hydraulisk spil som standard bagpå. Foto: MDB.
LV 1000 har hydraulisk spil som standard bagpå. Foto: MDB.