Lyt til artiklen:

Nicodan udvider programmet med ny transporter

00:00
Hastighed: ???x
02:01

De karakteristiske grønne transportere med firkantede forlygter fra Nicodan har for nylig fået selskab af en ny og mindre model. Den hedder 330 og bliver udstillet for første gang på Have & Landskab.

- Det er en udvidelse af programmet i nedadgående retning. Så det er den mindste model, vi har nu. Den er lavet til let arbejde på kirkegårdene og selvfølgelig til andre, der har tilsvarende behov, siger Olav Fredslund Jensen til Grøn Teknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Til forskel fra vores andre modeller er tippet manuelt, ikke hydraulisk. Det er for at gøre det simpelt og billigere. Ellers ligner den de andre, og så har transporteren en lasteevne på 300 kg, siger stifteren af virksomheden og idémanden bag transporterne og løvsugerne.

Baseret på udgået model

Producenten har tidligere bygget en lignende transporter. Men den udgik af programmet, da transmissionen på et tidspunkt blev for dyr.

- Efter den er udgået, har der været nogle forespørgsler på den. Så nu har vi lavet en ny model, der minder om, og hvor ladet nu sidder bag på, fortæller Olav Fredslund Jensen om transporteren 330.

rich-media-2
Transporteren 330 med manuelt tip har en lasteevne på 300 kg. Foto: Tina Moesgaard.

Producenten er fast udstiller på Have & Landskab og tager - foruden den nye model - også resten af produktprogrammet med, heriblandt Nicodans mest populære model: Transporter 451.

- Vi har altid udstillet på Have & Landskab, og det fungerer rigtig fint, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udelukkende el i dag

Nicodan, der holder til i Grauballe nær Silkeborg, har bygget transportere og løvsugere i snart 25 år.

Maskinerne bliver solgt i ud- og især i indland, og de kører alle sammen på strøm.

Dalgas genskaber naturens dynamik med maskinkraft

Se også:

Dalgas genskaber naturens dynamik med maskinkraft

- Der er ingen efterspørgsel på benzin og diesel mere. Det er nok fem år siden, vi lavede en sidst. Det er udelukkende el i dag, siger Olav Fredslund Jensen.

- Dengang jeg gik i gang med Nicodan, udgjorde de eldrevne modeller 20 procent, og så er det gradvist blevet mere og mere.