Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Instagartnere og Snapchat i arbejdstiden? Den grønne branche må også følge med tiden
Som mange andre erhvervsuddannelser arbejder Jordbrugets Uddannelsescenter aktivt på at tiltrække flere unge til de grønne fag som gartner og anlægsgartner.
- Optaget på gartneruddannelsen har ikke været, som man ønskede. For anlægsgartnerne er problemet ikke ligeså stort, men vi vil gerne optage flere. Og vi kan mærke, at vi skal kæmpe meget mere, for hvert eneste hoved, vi får ind, fortæller Peder Glud, der er uddannelsesleder hos Jordbrugets Uddannelsescenter (JU).
Problematikken vil han tage op på Fagligt Forum på årets store fagudstilling for den grønne branche Have & Landskab 2025.
- Tilgangen bliver en anelse provokerende, for jeg tror i bund og grund, at branchen er nødt til i nogen grad at tilpasse sig de unge lidt mere, siger Peder Glud.
Han understreger, at det ikke bliver en fortælling om, at de unge altid har ret i alt.
- Men er det dem, der er anderledes, eller er det os - den ældre generation, der ikke er fulgt med tiden? Når de "specielle" udgør 60 procent af befolkningen, er det så stadig dem, der er anderledes? spørger Peder Glud.
Instagartner
For at give et eksempel på den generationskløft, han oplever, nævner Peder Glud de sociale medier og de unges konstante behov for at kommunikere med omverden.
- Mange mestre og chefer, der findes i branchen i dag, har svært ved at forstå de unge mennesker. Hvorfor bruger de så meget tid på de sociale medier? Hvorfor går de og bruger deres telefon i arbejdstiden? Hvorfor har de brug for at snappe eller lave TikToks hele tiden? For den ældre generation er det ikke naturligt at rende rundt og bruge telefonen, mens man er på arbejde. Man møder ind og arbejder, og mens man gør det, lægger man telefonen væk, siger Peder Glud og fortsætter:
- Men sådan er de unge ikke i dag. De har behov for at kommunikere med verden omkring dem, og det har de også i løbet af dagen. Forestil dig, at du har gjort det hele dit liv, og så kommer der lige pludselig en gammel, sur mand og siger, at det må du ikke.

Peder Glud tror, at der mangler forståelse for de unge ude i virksomhederne, og selvom han også selv kan blive træt af de unge ind i mellem, så nytter det bare ikke noget.
- Jeg siger ikke, at det er den rigtige måde at arbejde på nu. Men vi bliver bare ikke ved med at drive vores planteskoler og anlægsgartnervirksomheder uden hænder, konstaterer han.
- Jeg synes jo, det kunne være fedt, hvis der var en af de her planteskoler, der lige pludselig havde den første "instagartner" eller "snapgartner". Man kan jo stille sig selv det spørgsmål, om det ikke er bedre at have en mega engageret medarbejder, der arbejder 34 timer om ugen, og så ryger der tre timer på Snapchat, end slet ikke at have nogen medarbejdere og må lukke virksomheden? siger Peder Glud.
En positiv fortælling
Han mener dog også, at der er nogle unge, der har brug for et realitetstjek, når det kommer til arbejdslivet.
- Sommetider kommer der nogle tilbage til os efter praktik, der synes, de har haft en dårlig oplevelse. Det var ikke, som de forventede. Måske har de gået og samlet skrald eller klippet hæk en hel dag. Men det er jo også en del af det at være anlægsgartner. Det er ikke alle dage, man går oppe i rigmandskvarteret og laver vandbassiner. Der er nogle mindre sjove opgaver ind i mellem, og der er det jo op til os og virksomhederne at forklare på en positiv måde, at man løser en vigtig opgave. Måske skal man sige, at man går forrest i den grønne omstilling? siger Peder Glud.
Meget handler om, hvordan man sælger varen, mener han. Han tror på, at man kan motivere de unge i højere grad, hvis man skaber en positiv fortælling om hverdagen som eksempelvis anlægsgartner.
- Vi har en udfordring med, at vi ikke får vist den grønne branche godt nok frem, siger Peder Glud.
Den kritik peger også indad, understreger han.
- Vi laver rigtig meget markedsføring på de grønne uddannelser, og vi synes selv, at det er fedt, men har vi spurgt de unge, hvad de synes? Jeg tror, vi har rigtig meget at lære i forhold til, hvordan unge kommunikerer, siger Peder Glud.
Mangler synlighed på gymnasierne
En anden vigtig faktor i forhold til at rekruttere flere unge til den grønne branche og erhvervsuddannelserne generelt er også synligheden på landets gymnasier, mener Peder Glud.
- Vi vil jo rigtig gerne optage alle typer elever - også folk, der har gået på gymnasiet. Men gymnasierne er ikke interesserede i, at vi kommer ud og fortæller om vores uddannelser, siger Peder Glud.
Årsagen er ifølge ham det resultatbaserede tilskud, som gymnasier får, når en elev søger videre på en videregående uddannelse indenfor to år efter færdiggjort studentereksamen. Her er der mange penge på spil for gymnasierne, og vælger en elev en erhvervsuddannelse efter gymnasiet, tæller det ikke med i det resultatbaserede tilskud.
- Det er pisse uretfærdigt for at sige det lige ud. Det burde jo blot handle om, hvor mange elever gymnasierne sender videre til uddannelse i det hele taget. Det giver en skævvridning, og det er jo klart, at der ikke er flere, der søger mod erhvervsuddannelserne, hvis der ikke er nogen, der taler vores sag på gymnasierne, siger Peder Glud.
Når Peder Glud får mikrofonen på Fagligt Forum til Have & Landskab, bliver det især virksomhederne, han kommer til at henvende sig til.
- Jeg håber, at de, der deltager, vil reflektere over deres måde at agere på overfor de unge mennesker, men også hele deres tilgang til, hvordan en arbejdsdag skal se ud. Hvem siger for eksempel, at en gartner nødvendigvis skal møde ind klokken syv? De der faste rammer, vi har været vant til i lang tid - måske skal vi også kigge på dem med nye øjne? siger Peder Glud.
Oplægget finder sted i "Det Vilde" på Have & Landskab torsdag d. 4. september.

















.jpg?w=253&h=180)


















.jpg?w=253&h=180)






















