Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nu skal det blomstre og summe af liv på byens idrætsanlæg
I udkanten af boldbaner, langs hegn og stier ved de kommunale idrætsområder skal naturen vokse vildt, så blomster og hjemmehørende arter får plads, og bier, sommerfugle og fugle får nye levesteder midt i byen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune er i gang med at omdanne op mod 2 procent af de grønne arealer ved byens idrætsanlæg til områder, hvor naturen får bedre betingelser.
På områderne plantes blomster, planter og buske, som er udvalgt på grund af deres evne til at understøtte biodiversitet. Nogle steder omlægges områderne til blomsterenge, andre steder etableres insekthøje, bygges kvashegn, laves små vandhuller og opsættes fuglekasser, som levesteder for insekter, fugle og smådyr. Tiltagene tilpasses de enkelte områder og understøtter samlet set vilkårene for biodiversitet i byrummet.
De første områder er omlagt på Kløvermarken, og denne sommer er der fokus på områder ved blandt andet Sundby Idrætspark og Valby Idrætspark. Herefter følger flere anlæg i takt med, at områderne udpeges og omlægges.
Del af grøn løsning
Tiltaget er en del af Københavns Kommunes biodiversitetsstrategi, som skal være med til at vende udviklingen for de vilde arter i byen. Strategien bygger blandt andet på princippet om, at selv mindre grønne lommer og korridorer kan gøre en forskel, særligt når de forbindes og får lov at udvikle sig over tid.
Det handler ikke om at lave naturparker på boldbanernes bekostning, men om at tænke naturen ind i de mellemliggende rum, som alligevel ikke bliver brugt aktivt. På den måde bliver der skabt små grønne oaser, som både understøtter økosystemer og bidrager til en mere sanselig og levende hverdag i byen.
































































