Lyt til artiklen:

Sjælden læsser og rendegraver har sneget sig ind i veteransamlingen

00:00
Hastighed: ???x
04:29

At skrue i maskiner er noget, Emil Christensen både gør på sit arbejde og i det private.

Den store forskel ligger i maskinernes alder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For når han er på arbejde som entreprenørmaskinmekaniker, er det hovedsageligt nyere maskiner, han reparerer. I fritiden er det til gengæld fortidens maskiner, han makker i - og Bukh-traktorer i særdeleshed.

At give de gamle maskiner nyt liv er noget, Emil Christensen bruger en betydelig del af sin fritid på. Han fik den første Bukh-traktor som 14-årig, og nu - 10 år senere - har han en næsten komplet samling af serieproducerede Bukh-traktorer.

Her har en sjælden læsser og en rendegraver med Hydrema graveudstyr sneget sig med.

Det særlige ved Bukh

Hvorfor det lige er de danskproducerede Bukh-traktorer, der trækker, skal Emil Christensen ikke tænke længe over.

- Jeg synes, de er spændende, fortæller han til Grøn Teknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De er lavet i Danmark, og der er ikke ret mange af dem. De fleste befinder sig i Danmark, men der er også nogle få i Tyskland, Holland og Argentina. Derfor synes jeg, de er sjove at bevare.

Den private samling af Bukh-traktorer er næsten komplet. Foto: Tina Moesgaard.
Den private samling af Bukh-traktorer er næsten komplet. Foto: Tina Moesgaard.

Danske Bukhs traktoreventyr blev nemlig relativt kort.

Deres første serieproducerede traktor så dagens lys i 1956, mens den sidste traktor blev produceret i 1968. Nogle traktorer blev produceret i hundredvis, mens andre kun blev til ganske få. Bukh findes den dag i dag, men nu producerer de udelukkende skibsmotorer.

Derudover knytter der sig en særlig historie til hver maskine i samlingen, og læsseren og rendegraveren er ingen undtagelse.

Blev samlet del for del

Det er cirka fire år siden, Emil Christensen erhvervede sig Skovgaard læssemaskinen, der er bygget på en Bukh D45-traktor. Maskinen er fra år 1959.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Læssemaskinen er en ud af tre Skovgaard-læssere på en D45. Og jeg har fået at vide, at det sidste arbejde den udførte, før jeg fik den, var at læsse biler på en skrotplads, fortæller han.

- Jeg købte den af en samler oppe fra Hobro. På det tidspunkt var den skilt helt ad. Samleren var i gang med at lave motoren på den, men han havde ikke tid til at gøre den færdig.

Læssemaskinen har tidligere arbejdet på en skrotplads. Foto: Tina Moesgaard.
Læssemaskinen har tidligere arbejdet på en skrotplads. Foto: Tina Moesgaard.

Derefter samlede Emil Christensen læsseren del for del og fik den til at køre igen.

- Hovedårsagen til at jeg var interesseret i den var, at det var en Bukh D45, der sad under den. For det var den traktor, jeg manglede til min samling. Men fordi læssemaskinen er så sjælden, har jeg valgt at beholde den med udstyret på, siger han.

Sådan så læssemaskinen ud, da Emil Christensen fik den hjem til værkstedet. Privatfoto.
Sådan så læssemaskinen ud, da Emil Christensen fik den hjem til værkstedet. Privatfoto.

Derudover er der også en anden sjov detalje ved maskinen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Læssemaskinen kører baglæns rundt i motoren, fordi der ikke plads til at vende kronhjulet inde i gearkassen. Det er ikke lige noget, man ser hver dag, siger Emil Christensen.

En byttehandel

Rendegraveren er en Bukh 452 med påmonteret Hydrema graveudstyr fra år 1964 og blev en del af samlingen for syv år siden. Inden da stod rendegraveren mellem to maskinhuse og havde eftersignende ikke flyttet sig i 17 år og var ikke blevet brugt i 40 år.

Rendegraveren er jævnligt i brug. Foto: Tina Moesgaard.
Rendegraveren er jævnligt i brug. Foto: Tina Moesgaard.

- Så jeg fik lov til at købe den af en maskinhandler, jeg kender rigtig godt. Eller købe og købe. I stedet skulle jeg få en anden rendegraver til at køre, og så fik jeg den gamle rendegraver som betaling, fortæller han og fortsætter:

- Det var egentlig en god måde at gøre det på for mig dengang, da jeg gik på efterskole. Jeg havde ikke lige pengene til at betale maskinen, men så kunne jeg arbejde den af i stedet for.

Større overhaling i vente

Både læssemaskinen og rendegraveren er fuldt funktionsdygtige, og især rendegraveren bruger Emil Christensen jævnligt på sit fritidslandbrug. Men ligesom traktorerne, skal de have en større overhaling på et tidspunkt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rendegraveren tager jeg ind på værkstedet her til efteråret. Jeg skal have lavet noget slør og en hydrauliktank. På sigt skal den males helt op. Det samme skal læsseren, siger Emil Christensen.

Rendegraveren havde stået udenfor i en årrække. Nu er den fuldt funktionsdygtig. Privatfoto.
Rendegraveren havde stået udenfor i en årrække. Nu er den fuldt funktionsdygtig. Privatfoto.

Og selvom det er traktorerne i sig selv, interessen ligger mest inden for, vil han ikke afvise, at der kommer flere entreprenøropbygninger til med tiden.

- Jeg synes altid, det er sjovt med de specialbyggede, og en gang i mellem dukker der nogle op, siger han til Grøn Teknik og tilføjer:

- Bukh har både lavet gaffeltrucks og krantraktorer. Så længe det er noget, der er lavet på Bukh-fabrikken eller i samarbejde med Bukh, så kunne jeg godt tænke mig at anskaffe mig det.

Er du nysgerrig på traktorsamlingen, kan du se og læse mere her i artiklen på Grøn Tekniks søstermedie Fritidsmarkedet:

24-årige Emil har samlet på Bukh-traktorer i 10 år
Se også:

24-årige Emil har samlet på Bukh-traktorer i 10 år