Lyt til artiklen:

Peder former fremtidens skov med sin Komatsu

00:00
Hastighed: ???x
05:36

Næsten siden han kunne gå, har Peder Frederiksen arbejdet i skoven. Både hans far, farfar og oldefar arbejdede i skoven, og derfor var det meget naturligt at gå den samme vej.

- Jeg elsker arbejdet i skoven. Man er alene meget af tiden, men det passer mig fint, fortæller Peder Frederiksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er medejer af Svanninge Skovservice, der hovedsageligt opererer omkring Fyn, men det er i dag hans sønner, der ejer størstedelen af virksomheden og står for det administrative.

Nu kører Peder Frederiksen primært maskine, og det er en af de mere sjældne, røde skovmaskiner fra Komatsu Forest - i hvert fald i en dansk kontekst.

rich-media-2
Skovmaskinerne fra Komatsu Forest er ikke blandt de mest anvendte herhjemme. Foto: Tim Søgaard.

- Jeg tror, der er solgt seks fra ny i Danmark, og deraf har vi købt de fire af dem, siger Peder Frederiksen.

Modellen hedder 901XC, og maskinen er fem år gammel. Den vejer omtrent 20 tons, og der ligger en Sisu-motor i den med 220 hestekræfter.

- Jeg synes jo, det er en fantastisk lækker maskine. Reparationsmæssigt har jeg ikke brugt meget energi på den. Den er nem at servicere, og jeg kører med en forholdsvis høj effektivitetsprocent, fortæller Peder Frederiksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En kran til højre

Det lidt specielle ved Komatsus processkovere er, at kranen er monteret på førerhusets højre side. På andre mærker er det som regel placeret separat foran førerhuset eller monteret bag det.

- Fordelen ved, at kranen sidder, hvor den gør, er, at udsynet generelt altid er bedre. Man kigger lige ned på fældehovedet, og jeg har ikke den der kran foran mig, som der er på mange andre maskiner, siger Peder Frederiksen.

- Ulempen er så, at de stød, som kranen giver, de rammer lige ind i førerhuset. Så jeg får flere vibrationer i kabinen, end jeg ville have fået, hvis kranen havde siddet for sig selv, siger han.

- Så går der også en masse rygter om, at de, der kører Komatsu, ikke kan tynde til højre. Jeg har simpelthen aldrig spekuleret over, at jeg har min kran siddende på højre side, fordi når jeg tynder til højre, så drejer jeg jo førerhuset og kigger ind i bevoksningen. Hvis jeg kører afdrift og laver nogle lange effekter, så kan jeg godt være uheldig, at rodenden kommer op på siden af kranen, så jeg er nødt til at køre lidt frem for at kunne se den. Ellers tænker jeg aldrig over, at kranen sidder til højre, siger Peder Frederiksen.

"Verdens bedste fældehoved"

For enden af kranen sidder et S92 fældehoved fra Komatsu, men mange kender det som Log Max 5000V.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er verdens bedste fældehoved, konstaterer Peder Frederiksen tørt, inden han uddyber:

- Vi har haft rigtig mange fældehoveder efterhånden. Det er ikke sikkert, at andre er enige, men i min verden er det det bedste fældehoved. Det er det fældehoved, vi har haft færrest reparationer på, og så er det meget fleksibelt, siger Peder Frederiksen.

rich-media-5
S92 også kendt som Log Max 5000V er verdens bedste fældehoved. I hvert fald, hvis man spørger Peder Frederiksen. Foto: Tim Søgaard.

S92 er ikke noget stort fældehoved. Knivene lukker 53 centimeter op, så Peder Frederiksen kan ikke tage træer med en stammediameter på mere end det. Til gengæld har han flertræshåndtering, som gør ham i stand til at samle flere træer ad gangen, inden han lægger dem ned for højere effektivitet. Det fungerer godt, fordi Peder Frederiksen primært beskæftiger sig med ungt træ.

- Skulle jeg køre halvgrove nåletræer, havde jeg nok valgt et andet fældehoved med fire valser, siger maskinføreren.

Sønnike valgte en Valmet

Den første Komatsu købte Svanninge Skovservice i 2011. Det var Peder Frederiksens søn, der traf valget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dengang hed de Valmet, og efterfølgende har vi så købt flere. Det gjorde vi blandt andet, fordi så var det ens, det var ens reservedele. Vi har også Komatsus egne håndtag på til at styre kranen med, og det betyder, at det er let at hoppe fra den ene maskine til den anden, fortæller Peder Frederiksen.

Mig & Min Maskine: Renés nye Scorpion Giant tilbyder glimrende udsyn og store brændstofbesparelser

Se også:

Mig & Min Maskine: Renés nye Scorpion Giant tilbyder glimrende udsyn og store brændstofbesparelser

I dag er der dog mere diversitet i maskinparken hos Svanninge Skovservice, der også tæller modeller fra blandt andre John Deere og Ponsse.

- Jeg har altid været glad for Komatsus maskiner, men i dag er det sådan, at hvis maskinerne koster det samme, så er det føreren, der vælger, fortæller Peder Frederiksen.

Vil inspirere de unge

Peder Frederiksen blev selvstændig i 1986, så næste år er der 40 års jubilæum. Mange af hans kolleger i branchen er også meget "rutinerede", om man vil. Derfor håber han, at han kan være med til at inspirere nogle unge mennesker til at vælge branchen til. Det er der brug for, siger han.

- Der går rygter om, at man skal arbejde 60 timer om ugen, hvis man vil være maskinfører. Det behøver man altså ikke her. Vi har maskinførere, der kører omtrent 37 timer om ugen. Og hvis man godt kan lide at køre maskiner, så er fordelen ved arbejdet i skoven, at man som udgangspunkt sjældent skal lave noget andet. Her kan man få lov at køre maskiner hele tiden, siger Peder Frederiksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-9
Peder Frederiksen håber, at han kan inspirere flere unge til at vælge branchen til. Foto: Tim Søgaard.

Sådan er det også for Peder Frederiksen i dag. I lang tid var det ham, der beskæftigede sig med det administrative i virksomheden, men efter hans sønner har taget over, går timerne primært i kabinen på hans Komatsu.

- Det, jeg godt kan lide ved mit arbejde nu, er, at jeg har rigtig stor indflydelse på, hvordan skoven skal se ud i fremtiden og hvilke træer, der skal bestå. Især fordi jeg primært beskæftiger mig med ungt træ.

- Jeg laver faktisk ikke meget andet end at sidde og vælge træer ud. Det er sjældent, der er noget, der er vist ud for mig. Jeg tager som regel en snak med skovfogeden eller -ejeren om, hvad vedkommende godt kunne tænke sig med sin skov, og så prøver jeg at tynde efter det. Det nyder jeg rigtig meget, og jeg nyder også meget at komme tilbage og se, om jeg har gjort det godt nok, fortæller Peder Frederiksen.

Ingen træer er for store for Ole og hans Logset

Se også:

Ingen træer er for store for Ole og hans Logset