Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Grøn makeover er en del af fem nye projekter i Sakskøbing
En grøn makeover af Torvegade i Sakskøbing er et af i alt fem projekter, der skal gøre byen grønnere, mere indbydende og tryg.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune, som nu er klar med en investering på over 4,4 millioner kroner i de fem konkrete projekter.
Alle projekterne vil blive realiseret løbende fra udgangen af i år og til næste år, oplyser kommunen. Inden arbejdet begynder, inviterer Guldborgsund Kommune til et statusmøde for at uddybe planerne.
Stor borgerinddragelse
De fem projekter sker som en del af kommunens områdefornyelse Sakskøbing Byrum, og som en del af arbejdet har der været en stor borgerinddragelsesproces.
- Det er nogle rigtigt spændende initiativer, som vil give Sakskøbing et stort løft, siger formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget, Jesper Blomberg, i pressemeddelelsen.
- Projekterne bygger videre på alt det gode arbejde, som mange borgere og erhvervsdrivende har bidraget med i flere lokale arbejdsgrupper undervejs i projektet. De fortjener alle en stor tak for at have formet og drevet projekterne fremad, siger han.
En grøn gade
Når Torvegade får et grønt løft, bliver det med beplantning, der skal skabe en behagelig afstand mellem facade og fortov.
Bygningerne kan omlægges til boliger - også i stueplan - så det understøtter gadens forandring fra udkanten af byens handelsstrøg til en attraktiv grøn forbindelse.
Den grønne gade vil ifølge kommunen styrke forbindelsen mellem by og havn samt gøre området mere indbydende.
Flere grønne felter
Også Brogade bliver grønnere samt bliver mere sikker med lavere hastighed. Parkeringspladserne omdannes til smukke grønne felter, hvilket skal forbedre æstetikken og skabe en blød barriere mellem fortov og vej.
Vejen indsnævres til ét spor i hver retning med helleanlæg.
Nye belægninger
Havnepladsen bliver til en legeplads, og dette arbejde indebærer blandt andet fast belægning og gummibelægning. Bropladsen bliver en ny opholdsplads med inspiration fra den årlige frugtfestival.
Sidst men ikke mindst er der Promenaden, hvor der arbejdes med en omdannelse af arealet mellem Bropladsen og Havnepladsen, så det fremstår som en indbydende forbindelse mellem de to arealer.
Udover de fem projekter bliver der fortsat arbejdet videre med projekt Frie Bymidter. Aktivitetspladsen på det gamle Rørbæk Stadion er under opbygning, og lommeparken på den tidligere nedrivningsgrund Vestergade 18 er netop blevet indviet.