Lyt til artiklen:

Sjældne rododendroner reddet med donation og samlet i nyt, stort bed

00:00
Hastighed: ???x
02:25

Botanisk Have beliggende ved Den Gamle By i Aarhus har 475 rododendronplanter fordelt på 190 arter. De fleste stammer fra Asien, hvor plantesamlere i 1800-tallet begyndte at indsamle dem og sende dem til Europa. De blev hurtigt populære som prydplanter i europæiske parker og haver. Men mange rododendroner vokser kun i små, afgrænsede områder og er i fare for at uddø i naturen, blandt andet på grund af landbrug, skovhugst og minedrift. I dag er 30 af de arter, som gror i Botanisk Have, på den internationale rødliste over truede arter.

Nu er en stor del af havens rododendroner blevet samlet i et nyt område i haven, et projekt, der er blevet muligt takket være støtte på 4,7 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Rododendron-kvarterets snoede stier. Foto: BARSK Projects, Statens Naturhistoriske Museum.

Botanisk Haves oprindelige rododendronbed, anlagt i år 2000, havde fået en uheldig blanding af sphagnum og barkflis, som forårsagede et ødelæggende svampeangreb cirka 20 år efter. Flere uvurderlige planter gik til. For at redde den unikke rododendronsamling skulle hele bedet graves op og genplantes et nyt sted, hvor jorden var forberedt til planterne. Bevillingen fra A.P. Møller Fonden er, foruden flytningen af havens rododendronbed, også gået til moderne skiltning, hvor de besøgende får mulighed for at få viden om de sjældne planter, deres historie og naturlige kredsløb.

- Donationen har betydet, at vi kan sikre Botanisk Haves levende rododendronsamling, hvor vi er med til at beskytte flere truede arter, samtidig med, at vi giver havens gæster en smuk og informativ oplevelse. Det nye Rododendron-kvarter er desuden beriget med en serie smukke skilte, der formidler viden om rododendron og vigtigheden af at bevare biodiversiteten i naturen, siger Nina Rønsted, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

rich-media-3
Ny skiltning i Rododendron-kvarteret i Botanisk Have formidler viden om de smukke planter. Foto: BARSK Projects, Statens Naturhistoriske Museum.

Botanisk Haves rododendronsamling er unik. De fleste planter er af kendt vild oprindelse med mange sjældne eksemplarer iblandt, hvilket er det, der adskiller en botanisk have fra alle byens parker og haver. Dertil er Rododendron-kvarteret utrolig populært blandt havens besøgende med blom­strende rododendron fra det tidligste forår til hen på sommeren.