Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Odder midtby får en makeover med kvalitetsmaterialer
Der er et kærkomment ansigtsløft på vej til Torvet i Odder, hvor Buus Anlægsgartner er i færd med at udskifte den udtjente belægning fra 1986 og indrette et nyt, grønt byrum til den østjyske by.
- Vi fjerner al den gamle belægning og lægger nyt. På kørearealerne bliver det brostensbelægning og alle gangarealer får en teglstensbelægning, der svarer til den, der ligger i de tilstødende gågader, fortæller formand hos Buus Anlægsgartner, Erik Fugl.

På midten af pladsen etablerer anlægsgartneren nogle plante- og opholdsarealer.
Arbejdet, der dækker alt fra afspærring, rydning, udgravning, lednings- og kloakarbejde, bundopbygning, belægning og plantning, gik i gang d. 1. februar og er forløbet særdeles godt, fortæller formanden.
God fremdrift
- Vi har været lidt privilegeret ved en utroligt mild vinter. Det værste regn, vi har haft, er faktisk det, vi oplever her i slutningen af maj med maksimalt 10 millimeter om dagen, og ellers har det været tørvejr resten af tiden, så det har været ret let at arbejde med, siger Erik Fugl.

Han og sjakket havde regnet med, at bunden på torvet var temmelig lerholdig, men det har faktisk vist sig, at det oprindelige terræn var meget sandet.
- Så selvom det skulle komme til at regne lidt, så kan vi stadig arbejde uhindret, siger Erik Fugl.
Central placering
Opgavens placering midt i Odder giver naturligvis et par udfordringer, men ifølge formanden er det gået stort set uden besvær.
- Varelevering og ikke mindst kunder skal selvfølgelig have adgang til de omkringliggende butikker og erhvervsdrivende, så ofte er det sådan, at vi lige har et par timer om morgenen, hvor vi skal skynde os at passere forbi, inden vi skal have sat gangbroer op, men det er ikke noget større problem, siger han.

Sjakket møder også fin forståelse fra de forbipasserende.
- Folk har generelt forståelse for, at vi er her og er i vejen. De ser selvfølgelig hellere vores hæl end vores tå, men sådan er det altid med den slags projekter, siger Erik Fugl.
Gode materialer
På pladsen skal der lægges 2400 kvadratmeter belægninger, og formanden har svært ved at skjule sin begejstring, når snakken falder på materialevalget.
- Det er jo en fed opgave, fordi vi laver nogle ordentlige, gedigne belægninger. Vi er ude over at bruge betonsten som belægning. Vi bruger ordentlige materialer - granitmaterialer - henholdsvis gamle brosten, nye granitsten og teglsten i en fin kvalitet, så det er meget lækkert at arbejde med, siger Erik Fugl.

Arbejdet er projekteret til at være afsluttet til oktober.
- Så alting skulle gerne stå klar, inden den hellige julehandel begynder, siger Erik Fugl og løfter brynene.