Lyt til artiklen:

Med dozer og drænplov baner Kaare vejen for tørre marker

00:00
Hastighed: ???x
04:59

Frem og tilbage bevæger den 25 tons tunge dozer sig over marken. Den trækker den amerikanske drænplov fra Soil-Max, der i et jævnt tempo begraver drænrør under jorden. Flere steder er maskinerne på så hårdt arbejde, at man kan mærke, at jorden omkring ryster.

- Det er en Libherr bulldozer 724. Det er en 25 tons bulldozer, hvor vi yderligere har en frontvægt ude i bladet på fire tons for at holde den nede, for der bliver hevet rigtig godt i den, så det er for at få ekstra bid, forklarer Kaare Theibel fra sit sæde i den gule maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med drænholdet er han i gang med at lægge omkring fire kilometers dræn hos en kunde med flere marker nord for Egtved, mellem Vejle og Kolding.

rich-media-2
Sandvognen følger dozeren på marken. Foto: Marie Linddahl.

- Inden jeg går i gang, får jeg et kort med alt det, vi har målt op med blandt andet vores UTV og drænspuler. På den måde har vi både højdekurven og placering af eksisterende dræn på hele det areal, hvor vi skal dræne. På min skærm kan jeg se mine højdekvoter, minimumsdybde, maksdybde, optimal dybde og meget andet. Jeg kan også se, hvor mange promille, vi kører med, så jeg kan hele tiden sidde og følge med i, hvordan ploven opfører sig i jorden, når jeg kører.

Det er godt et år siden, at Kaare Theibel blev ansat hos Entreprenørgården Syd, hvor han tidligere både har kørt med drænspuler og sandvogn. Det seneste halve år har han dog haft ansvaret for drænploven.

- Det, jeg har mest fokus på, er at holde øje med vaterpasset og understellet på ploven, så jeg kigger nærmest bagud hele tiden. Især i opstarten skal jeg være over ploven, men den skal egentlig passe sig selv i autofunktion, for det er umuligt at køre med den selv, for det er promiller, vi snakker. Det er en bugseret plov og ikke en liftplov, så hjulene på understellet sidder jeg og styrer styrer i blødt føre. Hvis det er blødt, og jorden under er blød, kan ploven godt finde på at synke, så der bliver jeg nødt til at holde den i hjulene og holde ekstra øje med vaterpasset.

rich-media-3
Den grønne linje viser, hvilken dybde drænrøret skal ligge i, mens de røde linjer viser den optimal dybde. Foto: Marie Linddahl.

Fra mælkemand til maskinfører

Kaare Theibel er uddannet landmand, og har arbejdet i landbruget siden han var 16 år. De seneste 10 år før han kom på drænholdet, har han dog arbejdet hos Arla, hvor han blandt andet har hentet mælk på gårdene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det her er lidt noget andet det her. Det er ikke landbruget som sådan, men det er ude i marken, så det er lidt tilbage til rødderne. Det har altid været naturligt for mig at køre med maskiner, så derfor var jeg heller ikke ræd for at skulle ud og prøve det her.

rich-media-5
Vaterpasset på drænploven er et vigtigt redskab, når der bliver lagt drænrør. Foto: Marie Linddahl

Det er den ene af de to ejere af Entreprenørgården Syd, der har oplært Kaare Theibel i at køre bulldozer og drænplov.

- Det er en af de opgaver, jeg har haft allersværest ved at give fra mig, for det er bare en så vigtig post, og det er vigtigt, at man har fornemmelsen for maskinen, og at den gør, hvad den skal, siger Anders Thomsen, der ejer virksomheden sammen med sin bror Morten Thomsen og fortsætter:

- Kaare er skidegod til det. Han er især også skarp på teknikdelen, hvilket er lækkert, og han lærer faktisk også mig ting. Vi sparrer med hinanden, og han finder en gang imellem på ting, som jeg slet ikke selv havde overvejet.

Kom med Spuler-Keld på skattejagt med drænspuleren

Se også:

Kom med Spuler-Keld på skattejagt med drænspuleren

Kaare Theibel fortæller også, at det krævede lidt tilvænning, før han blev helt dus med drænploven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kører rigtig godt nu, men det kunne godt give lidt grå hår i starten, for der er rigtig meget at holde styr på, især når vi kører i lave områder, hvor man ikke bare kan sætte ploven til at køre autofunktion og håbe på, at det går. Man skal virkelig være over den. Jeg går op i det, jeg laver, så jeg vil gerne have, det er ordentligt.

- Det hjælper, at jeg har fået mere erfaring med den, så kan jeg slappe lidt mere af, men i starten var jeg virkelig på dupperne hele tiden, for drænene skal jo gerne virke. Hvis vi kører ud i lavninger og kører for dybt i, så laver du jo en vandlås, og så virker det, du har lavet ikke. Så man skal virkelig være over, hvad den laver, siger Kaare Theibel.

rich-media-8
Der bliver lagt grus omkring drænrørene i jorden. Foto: Marie Linddahl

Løser landmændenes vandproblemer

For maskinføreren er dræning i tørt forårsvejr klart at foretrække, men holdet kører næsten hele året medmindre det bliver alt for vådt, mudret eller koldt.

- Jeg synes, det er en alsidig hverdag, hvor jeg får lov til at være udenfor, og det er vildt dejligt. Her er nogle gode kollegaer, og så synes jeg også, at det er fedt, at når vi kommer ud, så er der et problem, der skal løses. Og når vi kører væk derfra, kan vi se, at nu har vi løst det. Der er vand i brønden, og det, vi har brugt tid på at lave, virker rent faktisk. At kunne aflevere det landmanden, synes jeg er fedt.

Hvis der bliver drænet i marker, der er sået, så bakker Kaare Theibel Liebherr'en tilbage og jævner dermed marken. Derfor bliver der kun et spor på fire meters brede efter dræningsarbejdet, hvor en del af afgrøderne også vokser videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-10
Selv om der er joystick i stedet for rat i bulldozeren, synes Kaare Theibel ikke der er den store forskel på at køre den sammenlignet med en stor bæltetraktor, da principperne er de samme. Foto: Marie Linddahl.

- Når vi kommer ud, er der jo en frustration hos landmændene, for de har jo købt jord for at dyrke det som en del af deres forretning. Og så er det jo træls, hvis man har mange hektar, man ikke kan køre på, fordi der eksempelvis er nogle gamle dræn, der ikke virker.

De nye dræn, der bliver lagt, skal i hvert fald holde mellem 50 og 100 år. Og samtidig får landmanden også et detaljeret kort og overblik over, hvordan marken er drænet.

Allerede inden drænholdet forlader marken, løber der vand fra de nye drænrør ud i brønden.

rich-media-11
Der er allerede kommet vand fra drænene i brønden. Foto: Marie Linddahl.