Lyt til artiklen:

Anlægsgartner genvinder plejen af Ørestad

00:00
Hastighed: ???x
01:57

Samarbejdet mellem idverde og Ørestads fire grundejerforeninger og vandlaug er forankret i en driftskontrakt til over 12 millioner kroner årligt, som dækker grønne områder, pladser og private fællesveje i hele den fem kilometer lange bydel - fra Grønningen i Ørestad Nord via Byparken i Ørestad City til Byfælleden i Arenakvarteret og søerne i Ørestad Syd.

Opgaven rummer bl.a. grøn pleje, renhold, vintertjeneste og byrumsforbedringer i samarbejde med foreningernes fælles sekretariat. Det kræver en høj grad af faglighed og kendskab til bydelen, for der skal både holdes plænegræs, staudebede, vandes, luges m.m. - og efterses byrumsinventar, der bl.a. tæller 340 bænke, 272 skraldespande og 70 hundeposeholdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter at have opbygget et stærkt samarbejde over mange år er vi meget begejstrede for at have genvundet kontrakten i minimum fem år mere. Samarbejdet med Grundejerforeningssekretariatet er præget af gensidig tillid, åbenhed og innovation, hvor både vores og grundejerforeningernes mange idéer om naturpositiv drift kan blive ført ud i livet. Foreningerne ønsker at se deres arealer blomstre - i bogstaveligste forstand, fortæller Jakob Friisbæk Jensen, der er produktionschef i idverde, i en pressemeddelelse.

Fokus på biodiversitet

Kontrakten mellem idverde og grundejerforeningerne i Ørestad er ikke en typisk plejekontrakt.

- Med udbuddet ønskede vi bl.a. at stille skærpede krav til emissionsfrie biler og genanvendelse af bynaturens egne ressourcer, være endnu mere ambitiøse om biodiversitetstiltag og sikre en robust kontraktstyring for de næste mange år. Overordnet set vil vi med den nye kontrakt fastholde og - hvor vi kan - forbedre det høje drifts- og plejeniveau, der kendetegner Ørestad i dag, forklarer Jakob N. Jensen, der er driftsansvarlig i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.