Lyt til artiklen:

Importør glæder sig til at præsentere Baumanyheder til danske kunder

00:00
Hastighed: ???x
01:36

Japanske Kobelco barsler med et par elektriske gravemaskiner, som den danske importør Erenfred Pedersen i Aalborg ser frem til at få i sortimentet.

- Kobelcos nye batterielektriske to-tons minigraver, SK20SR e, forventer vi os en hel del af. Det er den første rigtige el-maskine fra Kobelco i serieproduktion, som går i gang nu. Vi regner med at vi kan levere den i Danmark til efteråret, fortæller områdechef Jørgen Olsen til Maskinteknik, da vi møder ham på førstedagen af Bauma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Storebror SK90SRX er også at finde på Kolbelcos Bauma-stand. Syv-tons gravemaskinen er i den tunge ende af de gængse batterielektriske minigravere. Begge maskiner udstilles i denne uge i Europa for første gang.

- Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente den på markedet, men vi håber, det også bliver engang i efteråret, siger han.

Erenfred Pedersen er ligeledes importør af de engelske Thwaites-dumpere, som på Bauma udstilles på standen lige ved siden af Kobelco, og også fra Thwaites er der elektriske nyheder lige om hjørnet.

- Der kommer to modeller på henholdsvis to og tre tons. Den mindste bliver med drejeligt højt tip. fortæller Jørgen Olsen.

rich-media-2
Den nye elektriske to-tons dumper fra engelske Thwaites. Foto: Torben Jastram.

Maskinerne er begge designet med udlejning til entreprenørsegmentet for øje, fordi der flere og flere steder kommer krav i udbudsmaterialet om lavere emission fra maskinerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det gælder tilsyneladende også i Danmark, for Erenfred Pedersen oplyser, at man netop har solgt de første 20 eksemplarer af de to elektriske dumpere til en stor dansk udlejer.