Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sådan gør Lyngbygaard Golf banen klar til sæsonstart
Solen skinner ubesværet hos Lyngbygaard Golf udenfor Aarhus, hvor Grøn Teknik er taget på besøg på åbningsdagen for sommersæsonen.
Chefgreenkeeper Niels Kvist Sørensen tager imod på 27-hullers golfanlægget, der åbner relativt tidligt grundet et mildt forår og en mild vinter.
- Vi har haft lidt frost her på det sidste, men det er forsvundet op ad dagen, så vi åbner, lyder det fra chefgreenkeeperen.

Forud for åbningen foretager Niels Kvist Sørensen og hans team af greenkeepere altid en vurdering af, om kvaliteten på især greenene er god nok, kan tåle spilleslitage og færdsel af mange spillere.
- Det har rigtig meget at gøre med, hvordan vi er kommet gennem vinteren. Man kan faktisk sige, at den store forberedelse til foråret foregår om efteråret. Vi sørger for at have så meget græsdække som muligt og hæver klippehøjderne en anelse, fordi længere græs er mere modstandsdygtigt overfor vind, vejr, sygdom og lignende. Men man er ikke altid herre over det, fortæller Niels Kvist Sørensen.

Den største trussel mod græsset er sygdomme, fortæller han.
- Sygdomme er meget mere ødelæggende for banen end noget andet. Vi har desværre været ramt af en nyere svampesygdom kaldet dollarspot, der kommer midt i vækstsæsonen og først forsvinder året efter. Den vil vi rigtig gerne undgå, for den er svær at dæmme op for, fortæller Niels Kvist Sørensen.


Man har som noget relativt nyt fået tilladelse til at bruge lidt kemi i bekæmpelsen af dollarspots, og det hjælper, siger chefgreenkeeperen. Udover dollarspots er den mere almindelige svampesygdom sneskimmel også en udfordring - dog ikke på niveau med dollarspots.

Robotter frigiver tid
Området, som Niels Kvist Sørensen og hans greenkeeperteam tilser, dækker over 104 hektar.
- Det kræver en del personale og planlægning. Nu får vi heldigvis også hjælp af fem Husqvarna Ceora-robotter på udvalgte områder - primært fairways. De dækker cirka 15 hektar, og det kan lige gå. Vi ville gerne have en mere, men det er dyrt grej, så vi prøver lige at se, om vi ikke kan klare det med dem, vi har, siger Niels Kvist Sørensen.

Robotternes arbejde frigiver dyrebar tid, som greenkeeperne kan bruge på andre ting såsom at klippe og rulle greens, rive bunkers, køre gødning ud, topdresse, efterså, pleje skovarealer og så videre.
Udover robotterne har man naturligvis også en omfattende maskinpark med både rotorklippere, slagleklippere, rullere, traktorer og meget andet grej.
Hør Niels Kvist Sørensen fortælle om maskinparken herunder:
- Hvis vi skulle ud og investere i en maskinpark mage til den, vi har, så skulle vi af med i omegnen af 15 millioner kroner, fortæller Niels Kvist Sørensen.
Ny græsstrategi
Da banen blev anlagt i 2008 havde man en filosofi om, at rødsvingel skulle være den primære græssort. Siden Niels Kvist Sørensen tog over som chefgreenkeeper for lidt over to år siden, har man dog valgt at ændre på den strategi.
- Det har bare vist sig, at rødsvingel er utroligt svært at holde i ren bestand. Der kommer enårig rapgræs ind alle steder fra, og så er rødsvingel heller ikke den optimale græssort til alting. Den er eksempelvis relativt langsom til at genetablere sig på teesteder, fortæller Niels Kvist Sørensen.
Derfor er man overgået til krybende vene på greens, mens man på teestederne kører en blanding af rajgræs og rødsvingel.

- Vi prøver hele tiden at vælge de græssorter, som, vi mener, giver mening i forhold til det resultat, vi gerne vil opnå. Krybende hvene er en helt anden type græs end rødsvingel. Den vokser hurtigere, den har bredere blade, selvom den naturligvis stadig er relativt finbladet, og så er den ret aggressiv. Så når du først har den inde, så holder den mere eller mindre sig selv ved lige, fortæller Niels Kvist Sørensen.
En anden fordel er, at de nyere græssorter er mere resistente mod sygdomme.
- Det er vigtigt, fordi vi har begrænsede muligheder, når det kommer til anvendelse af pesticider. Derfor kigger vi hele tiden efter alternativer til de gamle sorter, siger chefgreenkeeperen.


For at holde sig opdateret på græsnørderiet tager Niels Kvist Sørensen og kollegerne på konferencer, ligesom de også får besøg af konsulenter på banen i ny og næ.
Hensynet skifter
Når det er vinter, er der ikke lukket hos Lyngbygaard Golf. I stedet laver greenkeeperteamet en 9-hulsbane sammensat af de huller, der er tørrest og ligger tættest på klubhuset. Resten får ro fra golfspillet.
- Udenfor sæsonen er det sådan en uskreven regel, at vi har fortrinsret til at lave det, vi skal. Det ændrer sig så nu her, når vi åbner for sæsonen. Nu prøver vi at tage så meget hensyn til spillerne, som vi kan. Det er ligeså meget for vores egen skyld, som det er for deres. Det er ikke særlig produktivt at holde og vente på fire golfspillere, der skal forbi, og nogle af dem er ikke så hurtige, så det kan godt være lidt frustrerende, siger Niels Kvist Sørensen og smiler.

- De synes, vi er trælse, fordi vi larmer og er i vejen, så hvis vi kan undgå at møde hinanden udover bare lige at sige hej, så er det faktisk bedst, siger han.
- De vil helst ikke møde maskinerne, og det kan jeg godt forstå. Vi vil helst heller ikke møde dem, så det planlægger vi meget efter, siger han.