Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Frosten giver både travlhed og udfordringer for drænholdet
Den grønne John Deere 8370r hopper og ryster, mens kædegraveren forsøger at skære sig igennem den frosne jord på en mark ved Roslev på halvøen Salling.
- Vi er ved at lægge nogle rør, men det går lidt træls lige nu. Udfordringen er, at jorden er for frossen, og vi kan ikke rigtig stå fast, og når det sker, så hopper og danser det hele. Alt herinde i traktoren dirrer, når det er ved at være nok, og det ikke dur mere, siger Kasper Bak, der er fast mand med kædegraveren på tremandsholdet hos SM Entreprenørfirma, hvor der også er en sandvogn og en rendegraver.
Selv om frostvejr generelt er godt vejr til at lægge drænrør, så giver det udfordringer, at der flere nætter i træk har været tocifrede frostgrader.

- Det kan godt blive for frossent, og det skal helst ikke fryse mere, end det har gjort nu, for at vi ikke kan køre mere.
Som at vinde i lotto
SM Entreprenørfirma har både en dræn- og entreprenørafdeling. Men lige nu er alle mand flyttet over i drænafdelingen.
- Det er det varme emne lige nu. Når det er frostvejr, kan vi køre alle steder. Vi kører nok i 20 centimeters frossen jord, og det slider helt vildt på en kæde at køre i, men til gengæld laver vi ingen spor i marken, og vi kører ikke fast. De steder, hvor det plejer at være vildt blødt, kan vi køre ovenpå nu, så vi kæmper med at få lavet noget af det trælse dræn nu, mens jorden er frossen, siger Bugge Ericsson, der er direktør hos SM Entreprenørfirma.

Marken, som drænholdet er i gang med i dag, får lagt en enkelt streng, og så må holdet vende tilbage og lave resten af de i alt 1.100 meter dræn, der skal lægges, senere, når jorden er knap så frossen.
- Det var faktisk slet ikke meningen, at vi skulle have været i gang endnu, men nu er det godt vejr, og vi har helt vildt travlt. De landmænd, som vi kører for lige nu, er glade. Ham, vi kørte for i går, sagde, at det var lige som at vinde i lotteri at få et drænhold i frostvejr, siger Bugge Ericsson.

Hellere tør sommer end kold vinter
Inde i John Deere-traktoren er Kasper Bak også glad for at være i gang, men det er dog ikke hans favoritvejr.
- Jeg foretrækker foråret og sommeren. Når der er høj sol og tørt, så kører det hele bare lidt bedre, og der sker lidt mere i løbet af en dag modsat nu, hvor det går langsomt, eller når det regner, og vi kører fast. Der sker ikke så meget en dag som i dag, men det tager vi med, siger maskinføreren.

Udover udfordringer med kædegraveren i den frosne jord, så betyder for hård frost også, at gruset fryser fast i sandvognen.
- Når det er tørt, er det allerbedst, men også, når der er fem til ti centimeters frost, er det godt. Mere må det ikke være, for så bliver alting træls, siger Kasper Bak.
SM Entreprenørfirma har netop investeret i en ny traktor og sandvogn, så der fremadrettet bliver to hold, der laver dræn til landbruget.