Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ponsses omsætning dykker med over en halv milliard kroner
2024 blev et hårdt år for den finske maskinproducent Ponsse, der måtte se omsætningen falde med omtrent ni procent fra 822 millioner euro svarende til 6,13 milliarder danske kroner i 2023 til cirka 750 millioner euro svarende til omtrent 5,6 milliarder kroner i 2024.
Dermed lander Ponsses omsætning utroligt tæt på 2022-niveau, hvor producenten præsenterede en omsætning på cirka 755 millioner euro.
Driftsresultatet har dog ikke fulgt den samme udvikling. I 2024 landede det på 274 millioner danske kroner, mens det i 2023 var 361 millioner danske kroner. I 2022 var det 348 millioner danske kroner. Driftsresultatet dykkede dermed med over 24 procent i forhold til 2023, og det er desuden 21 procent lavere end i 2022.
- Moderat økonomisk udvikling prægede 2024. Økonomiske usikkerheder påvirkede også Ponsse, og markedssituationen forblev udfordrende gennem hele året. Ordreindgangen var forholdsvis svag i årets første halvdel, men forbedrede sig i den sidste del, drevet af en travl messesæson, lyder det fra CEO Juho Nummela.
Ifølge ham var det udfordringer indenfor de vigtigste drivkræfter i Ponsses forretning - savværks- og den kemiske skovindustri, der afspejlede sig i salget af skovmaskiner.
- Vores kunders investeringsbeslutninger blev forsinket. Selvom inflationen faldt, skabte den geopolitiske situation betydelige usikkerheder på markederne. Renteniveauerne forblev relativt høje i nogle markedsområder. Samtidig påvirkede den reducerede købekraft det private forbrug, og byggeaktiviteten var særligt lav i Europa. Efterspørgslen på træ var dog stadig rimelig høj, og generelt havde vores kunder travlt hele året. Vores serviceafdeling klarede sig godt i den usikre situation og leverede fremragende service globalt, siger han.
- I 2024 opnåede vi succes med vores miljømål. Sammenlignet med året før faldt vores Scope 1 & 2 drivhusgasemissioner med 10 procent og Scope 3-emissioner med 20 procent. Efter at have erstattet den flydende gas, der blev brugt i overfladebehandlingsprocessen, med biogas, vil emissionerne fra vores fabrik i Vieremä falde til næsten nul. Andelen af vedvarende energi og atomkraft i Ponsses energiforbrug steg til 92,3 procent af el- og varmeforbruget, og vores affaldsgenvindingsgrad steg med 6,6 procentpoint.
Hos Ponsse forventer man, at den økonomiske usikkerhed vil fortsætte og påvirke efterspørgslen efter skovmaskiner.
- Vi vil fokusere på stærk kundeservice og forbedre vores effektivitet ved at implementere ensartede og omkostningseffektive praksisser i overensstemmelse med vores nye driftsmodel. Vores investeringer vil fortsætte med målrettet fokus på nye produkter og digitale tjenester, servicenetværket, fabrikken i Vieremä og bæredygtighed, lyder det fra producenten.
Ponsse forventer et lidt højere driftsresultat i 2025 på 36,8 millioner euro.