I slutningen af januar blev egeprocessionsspinderen fundet i flere egetræer i den sydøstlige del af Odense. Små brandhår fra larverne kan give kraftige reaktioner fra hud, øjne og luftveje hos mennesker og dyr, hvorfor kommunen har sat gang i en bekæmpelsesplan.

I midten af uge 8 skal Anlægsgartner Sparvath sammen med Rentokil Skadedyrskontrol bekæmpe larverne for Odense Kommune. Arbejdet går helt konkret ud på at fjerne reder, og til det skal anlægsgartnerfirmaet bruge deres anlæg Elmotherm, som normalt bliver brugt til ukrudtsbekæmpelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Disse anlæg, som anvender varmt vand med skum, bliver i denne sammenhæng udstyret med en lanse til skadedyrsbekæmpelse.

- Dette arbejde er nyt for os, og vi ser frem til at gå i gang. Vi skal fjerne rederne og samtidig indsamle vigtige erfaringer i forbindelse med arbejdet, fortæller Martin Sparvath til Grøn Teknik.

Han er driftsleder i Anlægsgartner Sparvath, som han driver med sin bror, Morten Sparvath, og kommer selv til at være en del af arbejdet, iklædt den nødvendige "rumdragt".

Erfaringer fra Tyskland

Anlægsgartnerfirmaet havde allerede to Elmotherm-anlæg i forvejen og erhvervede sig den første maskine for tre år siden.

Under et møde med den tyske producent og den danske forhandler BPK Maskiner i begyndelsen af året, kom egeprocessionsspinderen tilfældigvis på tale. Her fortalte producenten af Elmotherm, at de allerede bekæmper larverne i Tyskland med deres varmtvandsanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De har bekæmpet egeprocessionsspinderen nede i Tyskland gennem mange år, og nu er larven så kommet til Danmark. Der har vi så forelagt vores kunde, der har nogle anlæg, at det kan bruges til at bekæmpe larverne, fortæller Bruno Pallesen fra BPK Maskiner.

rich-media-3
BPK Maskiner fra Klarup er dansk forhandler af Elmotherm. Foto: Elmotherm.

Elmotherm fungerer ved, at en oliefyrskedel varmer vandet op, og samtidig bliver der tilsat et skummiddel. Først kommer det varme vand ud af den dertilhørende lanse, så skum. Vandet går ned i jorden, mens skummet sikrer varmeeffekten, så ukrudtets rødder bliver ramt efter hensigten.

Men i uge 8 er det ikke ukrudt, men egeprocessionsspinderens reder, som udstyret kommer til at blive brugt til.

Ukrudtet væk uden CO2

Se også:

Ukrudtet væk uden CO2

- Elmo har den her tilsætning med majs- kokos- og kartoffelstivelse, som tilsættes vandet. Når det så kommer på, med det varme vand, laver det en hinde, så larvernes små hår ikke bliver spredt, fortæller Bruno Pallesen.

- Man skal sikre sig, at temperaturen i maskinen er høj nok. Vandet skal være 95-96 grader, så man er sikker på, at man kan tilintetgøre de her reder, gør han opmærksom på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det odenseanske anlægsgartnervirksomhed tog bagefter kontakt til Odense Kommune og blev efter en dialog med kommunen en del af planen for at bekæmpe larverne, som indtil nu kun har været observeret i enkelttilfælde i Danmark.

Foruden Tyskland er larven dog også kendt i England.

Fokus på sikkerhed

Mens Anlægsgartner Sparvath gør brug af en varmtvandsmetode med skum, gør Rentokil Skadedyrskontrol brug af en spartel, oplyser Odense Kommune.

Virksomhederne tager de nødvendige sikkerhedshensyn under hele processen i samarbejde med kommunen. Eksempelvis vil rederne blive behandlet som farligt affald.

- Vi har en god og tæt dialog med Odense Kommune og med Rentokil og ser frem til at løse denne specielle opgave sammen, siger Martin Sparvath.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er tale om cirka 1063 reder i alt, som blandt andet Elmotherm skal være med til at bekæmpe. Larver fra egeprocessionsspinderen er særligt aktive i maj og juni, hvorfor der er størst risiko for at komme i kontakt med larverne i denne periode.

Rederne blev opdaget af en borger, og kommunen samarbejder desuden med myndigheder, eksperter fra Københavns Universitet og fagpersoner fra udlandet, som har erfaring med larverne.