Der er sidste arbejdsdag for chefkonsulent for skoventreprenørerne Claus Clemmensen fredag 31. januar.
Det meddeler DM&E på deres hjemmeside og på sociale medier.
Dermed stopper Claus Clemmensen efter ni år i DM&E, hvor han har været en yderst værdsat chefkonsulent og sparringspartner for skoventreprenørerne, lyder det fra brancheorganisationen.
Han skal nu være forretningschef hos MR Skovservice i Haderslev.
- Vi er i fuld gang med at finde en ny chefkonsulent til rollen, og indtil den rette person er ansat, vil branchedirektør Jacob Chr. Nielsen varetage funktionen i samarbejde med vores skovkonsulent, Jan Marcher Jensen, skriver DM&E.
- Vi håber derfor, at medlemmerne ikke vil opleve alt for store forandringer, selvom vi i en periode står uden en fast chefkonsulent inden for denne branchegren.
Et afgørende arbejde
Claus Clemmensen har ydet en stor indsats for både branchen og medlemmerne, lyder det fra DM&E. Det gælder også det politiske arbejde som repræsentant i Ceettar, som er den europæiske branche-organisation.
Han har også været drivkraften bag mange netværksmøder, mesterskaber og arrangementer, hvor blandt andet danske politikere har fået mulighed for at opleve skoventreprenørernes arbejde på nært hold i de danske skove og forstå, hvordan deres beslutninger påvirker branchen.
I 2022 tog chefkonsulenten også initiativ til de politiske skovture i samarbejde med Træ- og Møbelindustrien, som ifølge DM&E er et vigtigt skridt i arbejdet for at sikre, at skovbruget tager ansvar for biodiversitet, samtidig med at brancheorganisationen arbejder for en multifunktionel arealanvendelse.
Claus Clemmensen har også spillet en nøglerolle i Partnerskabet for Ansvarlig Træbiomasse, hvor han har bidraget til at kvalificere debatten om træbaseret biomasse som energikilde, oplyser DM&E og skriver:
- Hans arbejde har været afgørende for at sikre, at politikere og beslutningstagere har haft et solidt fagligt grundlag at træffe beslutninger på.
Med stort engagement
Brancheorganisationen fremhæver en af chefkonsulentens store bedrifter: etableringen af ordningen "Godkendt Biomasseproducent", lanceret af DM&E i 2018, som han efterfølgende har været med til at udbrede og styrke.
I dag tæller ordningen, der sikrer sporbarhed og bæredygtighed i biomasseproduktionen, i alt 45 medlemsvirksomheder.
Udover at have leveret faglige og politiske resultater har Claus Clemmensen også haft stor betydning for det sociale fællesskab i organisationen, lyder det fra DM&E, som kalder ham som en god kollega, de vil savne.
- Han har været en mester i at arrangere sommerfester, kollegiale sammenkomster samt velbesøgte arrangementer for medlemmerne - altid med et smittende engagement og en enestående evne til at skabe gode oplevelser for alle omkring sig, skriver organisationen.
Der var 95 skoventreprenører i foreningen, da Claus Clemmensen begyndte i DM&E 1. maj 2016. I dag ligger medlemstallet på 141.
- Det vidner om Claus' store engagement og evne til at skabe værdi for medlemmerne, skriver DM&E, som takker Claus Clemmensen og ønsker ham alt det bedste fremover i det nye arbejde.