Da tre maskiner i maskinparken skulle udskiftes, valgte Vestjysk Kloak & Anlæg at sende de spritnye entreprenørmaskiner forbi virksomheden Innocoat A/S for at give maskinerne en ekstra overfladebehandling.
Den tredje maskine i rækken, en JCB gummihjulslæsser, er netop blevet leveret med den nye beskyttelse på.
Overfladebehandlingen Innocoat forsegler malingen på maskinen og har blandt andet til formål at reducere stenslag og ridser, rust og uv-stråling, at være kemikalieresistent og at lette rengøringen af maskinen.
- Med denne overfladebehandling håber vi at kunne passe bedre på vores maskiner i længere tid, siger Bjarne Nielsen, adm. direktør og medejer i Vestjysk Kloak & Anlæg, til Maskinteknik.
Ser frem til at sammenligne
Udover hjullæsseren har en Hydrema dumper og en Hitachi gravemaskine fået beskyttelsen.
- Vores maskiner lever som udgangspunkt et hårdt liv. Vi har flere maskiner, vi har købt fra ny af, som aldrig har været hjemme på firmaadressen. De er ude 365 dage om året, og efter et års tid ser maskinerne ikke længere nye ud med slag og begyndende rust. Det kan man godt blive lidt ærgerlig over, siger direktøren i Vestjysk Kloak & Anlæg.

Han er derfor spændt på, om den nye overfladebehandling kan gøre en forskel på sigt.
- De tre nye maskiner, vi har fået leveret, er nogle modeller, som vi har i forvejen. Så nu kan vi sammenligne maskinerne med og uden Innocoat, når der er gået noget tid, siger direktøren.
Fås både i blank og mat
Det er den nystartede virksomhed Innocoat A/S fra Videbæk, som står bag produktet. De har løbende udviklet på den klare, stærke lak, og i sommeren sidste år begyndte de at give de første maskiner overfladebehandlingen. Det begyndte med en plæneklipper, så en ATV, og der fra voksede maskinerne i størrelse.
- Innocoat er 23 gange hårdere end traditionel epoxy-maling, siger David Thomsen.
- Og det har en lagtykkelse på 50-85 my, hvilket er det samme, som en traditionel klar lak på en bil. Det er ikke uskadeligt, men det gør, at der skal mere til for at slå hul i det, fortsætter kollegaen Dennis Østergaard.
- Men det er klart, at det afhænger af miljøet, maskinen arbejder i. Især hvis det er meget hårdt ved maskinen, gør David Thomsen opmærksom på.

Begge ejer og driver Innocoat og Østergaards Bilpleje, hvor David Thomsen har en baggrund inden for landbrug og køb og salg af maskiner, mens Dennis Østergaard er autolakerer.
Overfladebehandlingen bliver sprøjtet på i værkstedet i Videbæk og gives som udgangspunkt kun én gang.
Innocoat kan både gives til nye og brugte maskiner og findes både i en blank og mat version. For eksempel kan skovlen på maskinen få en mat beskyttelse, mens de store overflader kan få en blank. Overfladebehandlingen kan også gives pletvist igen, hvis maskinen for eksempel har fået et meget stort slag eller en ridse.
En prioritering
Vestjysk Kloak & Anlæg blev kontaktet af Innocoat i slutningen af sidste år og fik efterfølgende fremvist en entreprenørmaskine med overfladebehandlingen.

- Jeg ser det som en relativt lille og god investering, siger direktør Bjarne Nielsen og tilføjer:
- Jeg har også valgt at prøve det her for mine maskinførere, som om nogen går op i maskinerne. Det må gerne gøre en forskel for dem, og det håber jeg, at det her kan. For det er ikke noget, der kræver en voldsom stor indsats. Jeg vil nærmere kalde det en prioritering.
Tre maskiner mere
En gravemaskine, for eksempel, er ikke bare en gravemaskine i dag, lyder det fra direktøren. Ekstraudstyret er en lige så stor del af maskinen, og der placerer han overfladebehandlingen i samme kategori.
- Jeg ser det også lidt ligesom at bestille en tid hos frisøren. Det er bare at ringe og spørge: "Hvornår har I tid?", og de så spørger: "Hvad skal I have lavet?", siger Bjarne Nielsen med et smil.
De tre entreprenørmaskiner med Innocoats beskyttelse blev leveret lige efter nytår, og inden længe får Vestjysk Kloak & Anlæg yderligere tre maskiner leveret.
- Vi har faktisk bestilt en tid mere ved frisøren med en traktor og vogn og en Volvo gummiged, som også er fabriksnye maskiner, siger Bjarne Nielsen.