Byggeriet af det nye håndværkskollegie i Herning er i fuld gang. I videoen ovenfor kan du få et indtryk af det specielle byggeri.

Det nye håndværkskollegium i Herning er det andet af tre, BRFfonden de kommende år etablerer rundt om i Danmark.
Kollegiet vil have plads til 84 beboere og ligger lige over for Herningsholm Erhvervsskole.
Det er CC Contractor, der står for byggeriet af det nye kollegie, som er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter. Budgettet er på 300 millioner kroner.

På kollegiet vil der være værksteder og et miljø, der skal give de unge lyst og muligheder for at udfolde deres håndværksmæssige talenter sammen med andre unge. Eleverne skal søge om optagelse på kollegiet.
- Træværkstedet (for snedker- og tømrerfagene)
- Metalværkstedet (for elektrikere, VVS'ere, blikkenslagere og smede)
- Murerværkstedet
- 3D-printværkstedet
- Fællesværkstedet (til tværfaglige projekter)

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der mangle 99.000 faglærte i 2030, og det er netop den fremskrivning, som BRFfonden gerne vil være med til at lave om.
Håndværkskollegiet i Herning forventes at stå færdigt og være klar til indflytning i efteråret 2025.