Omkring 40 maskinførere var onsdag aften samlet hos Zeppelin Danmark i Skejby til det første medlems arrangement i importørens nye Cat Førerklub.
Ud over rundvisning i værksteder, klargøring og testbane, var der middag og forskellige præsentationer klar til de fremmødte. Blandt andet lidt om diverse optimeringer i maskinerne og især nye teknologiske tiltag, der skal gøre arbejdsdagen lidt bedre for maskinførerne - og samtidig gøre maskinerne endnu mere brændstoføkonomiske.

Desuden blev der informeret om en stor verdensomspændende konkurrence for maskinførere - Global Operator Challenge. De to indledende runder i Danmark finder sted i maj og juni, når Zeppelin afholder Åben Gusgrav. Det bliver henholdsvis 23.-24. maj i Vestdanmark og 13.-14, juni i Østdanmark.
- Vinderne her går videre til en europæisk semifinale, som finder sted i Malaga til oktober. Og herfra går de 9 bedste videre til den store finale under ConExpo i Las Vegas til marts, fortalte instruktør Jørn Nørgaard til de fremmødte.

Ved seneste Global Operator Challenge i 2022/23 deltog samlet mere end 10.000 maskinførere fra 32 lande i konkurrencen.
- Tænk over om I har lyst til at deltage. Der bliver informere yderligere om konkurrencen på vores hjemmeside og facebook i løbet af et par uger- herunder, hvilke grusgrave vi holder vores "Åbne Grusgrave" i, sagde han videre.
Jørn Nørgaard fortalte ligeledes om muligheden for at deltage i et todages maskinførerkursus, hvor der er fokus på at minimere udgifter til drift og maksimere produktionen. Det første kursus fandt sted på Caterpillars testcenter i Malaga i december, og det næste kursus bliver til sommer.

Car Førerklub er for alle maskinførere, der enten arbejder med Caterpillar maskiner i det daglige eller har en forkærlighed for mærket. Foreløbig har omkring 240 tilmeldt sig, og det er meningen at Zeppelin vil afholde et medlems arrangement hvert år i januar - både i Skejby og Brøndby.
- Vi havde 50 tilmeldinger til i dag, men der har været lidt frafald på dagen. Desuden har vi foreløbig 30 tilmeldinger til mødet i Brøndby i næste uge, fortalte Lars R. Poulsen, som er senior marketing and communication specialist hos Zeppelin Danmark.
