Med stolte traditioner og med mere end 100 års historie i bagagen, er det langt fra ligegyldigt, hvordan Sven Bech A/S drives videre i fremtiden. Af samme grund har ledelsen takket nej til flere tilbud fra kapitalfonde og i stedet indledt sit tredje generationsskifte.

Dermed er afdelingscheferne Mikael Daugaard Jensen og Michael Albrechtsen fra årsskiftet trådt ind i ejerkredsen, hvor de skal være med til at sikre virksomhedens udvikling og bevare dens sociale profil:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været meget vigtigt for den nuværende ejerkreds, at Sven Bech fortsætter med at være en god og familiær arbejdsplads. Det har været vores DNA lige fra starten i 1921, og det vil vi ikke ændre på. Derfor er vi også utroligt glade for, at der nu er kommet to yngre og meget betroede medarbejdere med i ejerkredsen, siger direktør Michael Dall i en pressemeddelelse.

En stor ære

Hos entreprisechef Mikael Daugaard Jensen er begejstringen også til at få øje på. Han kom til Sven Bech i 2002, og har ikke set sig tilbage siden:

- Jeg føler det som en meget stor ære at være blevet budt indenfor i ejerkredsen. Det er lidt som at få et klap på skulderen og samtidigt blive skrevet ind i den store historiebog, smiler han og peger på medarbejderne:

- Jeg tror, alle er glade for, at virksomheden kan fortsætte som et "familiefirma" - også selvom vi formelt set ikke er i familie med hinanden. Men, det er sådan, det føles i hverdagen. Der er nogle bånd og en social ansvarlighed, som man ikke finder ret mange andre steder, lyder det fra den nyslåede medejer.

Vi er Sven Bech

Kloakafdelingens chef, Michael Albrechtsen, har det på samme måde. Gennem sine 25 år er han også blevet en integreret del af Sven Bech-familien:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var på et tidspunkt nogle af medarbejderne, som begyndte at sige, at de ikke arbejdede hos Sven Bech - men at de var Sven Bech. Sådan har jeg egentlig også haft det. Jeg har tænkt og arbejdet som om, firmaet var mit eget - og det er en del af det så blevet nu, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, Mikael Daugaard har det på samme måde, og dermed kommer der heller ikke til at ske de store forandringer. Alle, inklusive de tre gamle ejere, fortsætter på deres poster og som medejere, lyder det fra Michael Albrechtsen.