Med sit enorme TH75-fældehoved plukker Ole Skovgaard Nielsen og hans Logset 8H voksne graner, som var det mælkebøtter. Denne uge er det et stykke skov sydvest for Silkeborg, der står for skud. Der skal tyndes ud, og udgåede træer skal fjernes. Ingen sag for fældehovedet, der kan håndtere træer på op til 90 centimeter i rodsnit. Det er der ingen af træerne her, der kan matche.
- Vi har et mindre fældehoved til maskinen, som jeg faktisk burde have haft på i dag, men det tager lang tid at skifte mellem dem, så det skal give mening i forhold til opgavens størrelse, for at det kan betale sig, fortæller Ole Skovgaard Nielsen, der driver firmaet Østjysk Maskinskovning.

Logset'en er ganske ny - faktisk har den ikke mere end et halvt år på bagen, men for Ole Skovgaard Nielsen er det meste, som det plejer at være.
- Jeg havde en mage til før. Den kørte jeg med i ti år, og det gik sådan set okay, siger den garvede maskinfører afdæmpet.

Logset 8H er udstyret med en sekscylindret Sisu-motor med 280 hestekræfter og vejer omtrent 22 tons. Ole Skovgaard Nielsens er udstyret med drejbar kabine.
- Det, synes jeg, er en kæmpe fordel, siger han.
Derudover har maskinen "boogieløft" på de to forreste hjul. Det betyder, at Ole Skovgaard Nielsen kan justere trykket i de to forreste hjul - en funktion han bruger meget for at dreje skarpt omkring hjørner. Det er også en fordel på skrænter, fortæller han.
Servicen er vigtigst
- Det er en god, stabil maskine, og der er ikke ret mange reparationer på den, siger han.
Og dét er vigtigt, understreger Ole Skovgaard Nielsen.
- Vi kan jo ikke holde her i to dage uden at kunne komme i gang med noget. Derfor er servicen også meget væsentlig. Den skal være i orden, siger han.
Er den så det?
- Det synes jeg. Sommetider skal de have lidt skældud, men sådan er det jo, siger Ole Skovgaard Nielsen og griner.

For år tilbage kørte han med de danskproducerede Silvatec-skovmaskiner, og det var faktisk sådan, at han kom til at køre med Logset.
- Silvatec lukkede jo, og der var nogle folk deroppe, der startede op selv, og dem hang vi ved. De fik så forhandlingen af Logset, og det er stadig de samme folk, så dem kender vi, siger Ole Skovgaard Nielsen.
Vidt omkring
Han kom ind i skovbranchen nærmest helt automatisk for omtrent 30 år siden.
- Min far havde skov, som vi gik og passede hele vinteren ved siden af landbruget, og på den måde kom jeg til at køre skovmaskine, fortæller Ole Skovgaard Nielsen.
Det har han gjort lige siden, og med så mange års erfaring i bagagen har han prøvet lidt af hvert.
- I flere år kørte vi i Tyskland, og jeg har også kørt i Frankrig. Så kom stormen i Sønderjylland i 1999, og der var vi nede i to og et halvt år og rydde op dernede, fortæller Ole Skovgaard Nielsen.
De dage er dog talte for maskinføreren. I dag skal det være til at komme hjem til fyraften, og derfor holder han sig til det midt- og sydjyske.

Spørger man ham, hvad det bedste ved hvervet som skoventreprenør er, er svaret simpelt. Det er friheden og stilheden i skovarbejdet, som Ole Skovgaard Nielsen sætter pris på.
- Man er kun sig selv. Der kan gå en hel uge, uden vi snakker med mennesker, hvis vi kommer ud i de store skove, og det kan jeg godt lide - at passe sig selv. Og hvis der er en dag, man skal holde tidligt fri, så holder vi tidligt fri. Det er op til os selv, der er ikke nogen, der står og råber efter os, og det, synes jeg, er dejligt, siger Ole Skovgaard Nielsen.