Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
JCB-importør: Ny direktør men samme strategi
En af de vigtigste opgaver for Karina Obling Petersen, der tiltrådte som CEO hos Reesink Construction Danmark i september, er at fortsætte den turnaround af virksomheden, som begyndte med den hollandske Reesink-koncerns køb af JCB-importøren Nicolaisen & Larsen tilbage i 2021.
- Vi har en høj grad af manøvrefrihed her i Danmark, selvom Reesink naturligvis vil have, at vi følger planen, som skal gøre virksomheden mere rentabel og JCB-brandet mere kendt i Danmark. Så opgaven er at køre toget videre, siger hun til Maskinteknik, da vi besøger hende på hovedkontoret i Ulfborg.
For mange kunder er valg af maskinmærke nærmest religion, og skal vi påvirke kunderne, er det vigtigt, at vi kommer med de rigtige løsninger til de rigtige priser.
CEO Karina Obling Petersen, Reesink Construction Danmark
Anden profil
Efter Reesinks opkøb blev Bo Nørgaard ansat som direktør med fokus på strategi og udvikling, og den ny ejer investerede i blandt andet en moderne afdeling med showroom og reservedelslager på "Maskinvejen" i Ringsted.
Det skete i 2022 og omtrent samtidig kom Karina Obling Petersen til som CFO (økonomidirektør) i virksomheden, så hun har været med gennem det meste af Reesink-perioden.
Og da Bo Nørgaard opsagde sin stilling tidligere på året, blev Karina Obling Petersen hentet til CEO-posten.
- Bo Nørgaard var en anden type direktør end mig. Han havde stor fokus på drift, som der virkelig var brug for på det tidspunkt. Men da Bo valgte at stoppe, og jeg blev hans afløser, har man fra Reesinks side valgt at få en direktør med mere fokus på økonomi, fortæller Karina Obling Petersen.
Øget markedsandel
I England og mange andre lande er JCB er stort brand, men i Danmark fylder de engelske maskiner ikke så meget, som importøren ønsker. Derfor er en øget markedsandel helt afgørende for at komme videre i den strategiske udvikling af forretningen.
- Vi har gennem JCB de rigtige maskiner i sortimentet, og vi har ligeledes etableret den rigtige servicefunktion i Danmark. Så det er primært kendskabet til brandet og maskinen, vi skal styrke. For mange kunder er valg af maskinmærke nærmest religion, og skal vi påvirke kunderne, er det vigtigt, at vi kommer med de rigtige løsninger til de rigtige priser, fastslår direktøren.
Nul-emission
Klimadebatten og den øgede fokus på transformation til lav-emissions maskiner hjælper dog JCB-importøren, for i forhold til elektriske maskiner er JCB allerede kommet langt i udviklingen og er blandt de førende producenter. JCB har gennem de senere år sendt en række elektriske maskiner af forskellige typer på markedet - også i Danmark.
Desuden har den engelske producent samtidig udviklet en forbrændingsmotor på brint. Det betyder, at JCB er helt fremme i førersædet, når der for alvor kommer tryk på efterspørgslen af nul-emissions maskiner.
Samarbejde mellem tre
For at komme i mål med udviklingsmålene, handler det om at få et endnu tættere og mere givende samarbejde i stand mellem de tre parter: Reesink i Danmark, Koncernen i Holland samt maskinproducenten i England.
- Min rolle er meget koordinerende, og jeg skal sammen med den øvrige ledelse sørge for at omsætte de gode ideer til handling, siger hun og tilføjer, at organisationen i Danmark nu stort set er på plads med den helt rigtige størrelse på lige godt 40 personer.
- P.t. mangler vi en sælger på Sjælland, og så skal vi nok på sigt have styrket økonomifunktionen, så jeg kan træde lidt væk fra den, siger direktøren.