Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Skovdyrkerne satser stærkt på øget fælles indsats
Det er markante nye tiltag om øget samarbejde imellem de fem lokalforeninger i Skovdyrkerne, som formand Hans Christian Teisen kunne berette om overfor de 50 deltagere på Skovdyrkerne Øer's generalforsamling i Vissenbjerg den 22. oktober.
- Fremover står vi overfor strategiske muligheder og trusler, som vi ikke kan løfte alene lokalt, men som der er et stort potentiale i at samarbejde om. Vi skal sikre de bedste rammer og redskaber for at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, og for at give nye og eksisterende medlemmer de bedste ydelser til den bedste pris, fastslog formanden.
Derfor er Hovedbestyrelsen i De Danske Skovdyrkerforeninger blevet enige om en ny strategi, som i langt højere grad vil fokusere på fællesskabet. Han fortsatte:
- Vi skal skabe de bedste forudsætninger for en bedre og mere effektiv produktudvikling, markedsføring og administration og med ensartede ydelser på tværs af landet, så kompetencer og ressourcer kommer alle medlemmer, foreninger og medarbejdere til gode. Derfor har vi også valgt at ændre i ledelsesstrukturen i Skovdyrkerne Øer, ikke mindst fordi vi skal øge vores egenkapital. Det har betydet et farvel til direktør Lars Muldbak, og i stedet er Henrik Fredslund Petursson udpeget som ny direktør og skovrider, sideløbende med hans ledelse i Skovdyrkerne Syd. Ledelsen hos Skovdyrkerne Øer kommer således - ud over Fredslund Petursson - til at bestå af Jørgen Pedersen, afd. chef, Fyn og Rasmus Larsen, afd. chef Sjælland/Bornholm samt Kenneth Holmbech, økonomichef, oplyste Hans Christian Teisen.
Om den nye struktur uddybede formanden:
- Alle fællesopgaver samles i De Danske Skovdyrkerforeninger under en ny direktion, som får ansvaret for alle opgaver, vi løser fælles fremover. Det drejer sig om blandt andet om økonomi, HR, IT, medlemsstyring, forretningsudvikling, certificering, markedsføring, branding og politik. Den nye direktion tiltræder i to etaper i 2025. Fredslund Petursson og Kenneth Holmbech tiltræder 1. januar som adm. dir. og økonomichef og Michael Sheedy Gehlert som skovbrugsdirektør 1. juli, og herefter vil den nye struktur være på plads.
Hans Christian Teisen påpegede, at den nye strategi om løsning af fælles opgaver, ikke betyder et farvel til den lokale forankring.
- Vi er medlemsejet, og vores formål er at skabe værdi og ejerglæde for skovejerne, og her er nærhed og lokalt tilhørsforhold vigtigt. Men vi vil gerne have mere af ledelseskraft og ressourcer i fællesskabet samt bedre og ens redskaber til medarbejderne, så opgaver og udviklingsprocesser løses med større kraft og hastighed, fastslog han.