Lyt til artiklen:

500 tons sten bliver til nye stenrev i fjord

00:00
Hastighed: ???x
02:17

Inden længe bliver omkring 40.000 kvadratmeter sandbund i Horsens Fjord dækket til af store sten. I alt er der tale om 500 tons sten, som går til stenrev for at styrke biodiversiteten i fjorden.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De flere hundrede tons sten bliver fordelt på i alt seks felter og bliver lagt ud på vanddybder fra 1,5 til fire meters dybde. Stenene kommer til at fordele sig over et samlet areal på cirka 4,3 hektar.

- Det er fantastisk, at vi nu får flere områder med sten i Horsens Fjord, siger mangeårig frivillig Jan Karnø, som har været med til at drive projektet, i pressemeddelelsen.

- Stenene er vigtige, fordi de gør det muligt for tang og muslinger at sætte sig. Tangskovene fungerer som spise- og skjulested for fisk og yngel, mens muslingerne filtrerer vandet og gør det klarere. Det gør, at sollyset nemmere kan trænge ned til tangplanterne og ålegræsset, hvilket forbedrer deres vækstbetingelser. Der er altså tale om et selvforstærkende økosystem, siger han.

Smoltrev og dykkerev

De seks stenfelter bliver placeret ved Brakøre, Husodde Strand, Boller Mole, Store Fiskbæk, Lille Fiskbæk og Klokkedal Å.

Aarhus Kommune åbner ny stenbank

Se også:

Aarhus Kommune åbner ny stenbank

Ved Husodde Strand og Boller Mole er der tale om såkaldte dykkerrev, og de øvrige er smoltrev. Mens alle felterne har til formål at styrke biodiversiteten i fjorden, skal de to dykkered også give mulighed for, at dykkere på sigt får gode kystnære oplevelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løvbjerg Fonden offentliggjorde tidligere på året en donation på 400.000 kroner, som skulle gå til netop de kommende stenrev i Horsens Fjord.

Siden er de 500 tons sten blevet samlet ind og doneret af Go-gris, Serridslevgård og Strandholt, som er tre lokale landbrug i Horsens Kommune.

Forsyningsselskab afleverer 100 tons sten

Se også:

Forsyningsselskab afleverer 100 tons sten

Foruden støtten fra Løvbjerg Fonden og landbruget sker udlægningen af stenene i et samarbejde mellem frivillige kræfter, Horsens Kommune og Horsens Havn, som lægger kaj til stenene.

Udlægningen af de flere hundrede tons sten begynder torsdag 3. oktober 2024 og strækker sig over en uge.