Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Minister er klar med ændring af regel om registrering af firmabil-brugere
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) er nu klar med en ændring af køretøjsregistreringsbekendtgørelsen.
Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse
Ifølge ministeriet løser ændringen de udfordringer, der kom i fokus efter en præcisering af, hvem der skulle registreres som brugere af et erhvervskøretøj.
Ændringen bliver nu sendt i høring og træder efter forventningen i kraft 15. oktober i år.
Efterspurgt ændring
En ændring af bekendtgørelsen har henover sommeren været efterspurgt af både erhvervslivet og lønmodtagerorganisationer.
- Reglerne blev præciseret for at styrke indsatsen mod vanvidsbilisme og snyd på leasingområdet, men gav anledning til kritik af utilsigtet bøvl for både arbejdstagere og arbejdsgivere, siger skatteminister Rasmus Stoklund i pressemeddelelsen.
- For selvfølgelig skal en håndværker, eller andre der kører i et erhvervskøretøj, ikke risikere at hæfte for mesterens regninger. Derfor er jeg glad for, at vi med gode og konstruktive input fra branchen hurtigt har fundet en løsning, som kan træde i kraft allerede 15. oktober, siger ministeren.
Registrering ikke påkrævet
Ændringen betyder blandt andet, at lønmodtagere ikke længere skal registreres som brugere af et arbejdskøretøj, som de får stillet til rådighed af deres arbejdsgiver.
Dermed risikerer lønmodtagere ikke længere at hæfte for de periodiske afgifter, der er tilknyttet arbejdskøretøjet, hvis firmaet ikke betaler dem eller går konkurs. I samme ombæring undgår virksomhederne de administrative byrder, der er forbundet med at opfylde registreringspligten, lyder det.
- Det er vigtigt, at vores skattesystem understøtter de danske arbejdspladser både for arbejdsgivere og -tagere. Og det har ikke været hensigten at skabe flere byrder for virksomhederne. Derfor lytter jeg naturligvis til branchen, når de fortæller, at lovgivningen rammer skævt, siger skatteministeren.
Vækker glæde
Det var før sommerferien, at Skatteministeriet udstedte bekendtgørelsen, der pålagde alle virksomheder med firmabiler at registrere hver enkelt medarbejder, der bruger bilen i 30 dage eller derover, i Det Digitale Motorregister.
Det kritiserede erhvervsorganisationen SMVdanmark blandt andre. At dette nu bliver rullet tilbage, det vækker glæde hos organisationen.
- Det er glædeligt, at skatteministeren nu går i bakgear og ruller de her tossede regler tilbage. Den mængde bøvl og bureaukrati, som man her belemrede både virksomheder og medarbejdere med, var ganske enkelt helt skudt over målet. Stor tak til Rasmus Stoklund for at lytte til vores bekymringer, siger adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, i en pressemeddelelse
Direktøren bemærker, at ansatte, der beskattes af fri bil, stadig skal registreres i motorregistret i den ændring af bekendtgørelsen, som nu er sendt i høring.
- Det ser ud som om, at pligten til registrering desværre bliver fastholdt for de personer, der er beskattet af fri bil. Det betyder øget administration og gebyrer for virksomhederne. Derudover medfører enhver ny registreringspligt en mulighed for at lave fejl og i dette tilfælde blive pålagt en bøde. Det er uheldigt, siger Jakob Brandt.
Derfor kommer SMVdanmark fortsat til at presse på for en ændring af registreringen for personer, der beskattes af fri bil, lyder det.