Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Målrettet den grønne sektor: Fendts nye el-traktor kommer til Danmark i 2025
Hvis du kender en Fendt-traktor fra 200 serien, så kender du også producentens spritnye e100 Vario, der netop er blevet lanceret på det norske marked og sigter direkte mod det grønne segment og den kommunale sektor.
Bortset fra gulvvarme og andre små detaljer, samt det faktum, at dieselmotoren er byttet ud med et 100 KW batteri og en el-motor, så er det faktisk den samme traktor.
På fabrikken i Marktoberdorf, Bayern, har Fendt investeret store summer i en tilføjelse på 200-produktionslinjen, hvor nøglekomponenterne lægges i e100 Vario. Nu er traktoren til salg i Norge og i Tyskland. I 2025 kommer turen til Danmark, Sverige, Østrig, Italien og Spanien, melder Fendt.
Drivlinjeteknologien i den nye kompakte el-traktor stammer fra den smalsporede plantagetraktor, som Fendt præsenterede på Agritechnica tilbage i 2017. Der leveres en nominel ydelse på 68 hk og peak performance på 90 hk.
Afhængigt af, hvilket stykke arbejde, man sætter den til, så er maskinens driftstid angivet til mellem fire og syv timer. Traktoren oplades fra 20 til 80 procent på tre kvarter.
Pionerer
Ved en stort anlagt pressekonference på Norsk Folkemuseum i Oslo stod flere medlemmer af topledelsen for at understrege det store i nyheden om den lille traktor.
Det er første gang, at Fendt afholder første lancering af en traktor i et andet land end Tyskland.
- Vi er first movers. Isoleret set er e100 Vario ikke en særlig god business case. Men den her udfordring og transformation væk fra fossile brændsler har brug for pionerer. Og det ansvar tager vi som producenter på os. Hos Fendt er vi pionerer, sagde Christoph Gröblinghoff, der er administrerende direktør og bestyrelsesformand for Fendt, da han præsenterede virksomhedens indgangsvinkel og strategi i forhold til fremtidens traktorer ved pressekonferencen.
e100 Vario er, ifølge Fendt, direkte henvendt til det kommunale segment, til småentreprenører og mindre husdyrbedrifter.
Forventningen er, at el-traktoren hurtigt vil få en god position på det norske marked, hvor netop elektrificering står højt på dagsordenen i disse år.
Traktoren er 216 cm bred og på standarddæk er den 264 cm høj.
I Eco-mode leverer el-motoren maksimalt 68 hk. I Dynamic op til 75 hk og kortvarigt 90 hk i Dynamic+. Det maksimale drejningsmoment er 347 nm.