Lyt til artiklen:

Fyns Maskinservice lander import af solide kinesere

00:00
Hastighed: ???x
02:40

Gravemaskiner, lifte, skidsteer-læssere og andet grej fra kinesiske Sunward er fremover at finde i sortimentet hos Fyns Maskinservice, der er etableret i 2018.

De seneste år har de i servicevirksomheden, der er baseret i Odense, gået med tankerne om at sælge maskiner, og da de blev kontaktet af Sunward, var vejen banet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min kompagnon og jeg har ofte gået og snakket om, at vi gerne ville prøve at sælge nogle maskiner. Det er jo nemt at tage til udlandet og finde en maskine, du kan sælge, men vi var enige om, at hvis vi skulle gøre det, så skulle det være som importører. Vi ville være sikre på, at vi havde supporten bag os, så vi kunne give den bedst mulige service. Det var det vi søgte, fortæller Jonas Lohmann Mehr, der er ejer af Fyns Maskinservice.

Solide maskiner

Importaftalen har ikke mange måneder på bagen, og derfor er der endnu ikke kommet gang i salget af de lyseblå maskiner, men Jonas Lohmann Mehr håber på, at de kan få gjort indtryk på entreprenørerne og anlægsgartnerne.

- Det er nogle solide, fornuftige maskiner med kendte motorer fra enten Kubota, Yanmar eller Cummins. Hydraulikken er også fra kendte mærker, og helt generelt får man bare meget udstyr for forholdsvis små penge i forhold til konkurrenterne, siger han, da Grøn Teknik møder ham på Maskiner under Broen.

Gravemaskinerne spænder bredt. Sunward producerer gravemaskiner helt op til 120 tons, men i Europa sælger de ikke så store maskiner. Hos Fyns Maskinservice har man en stribe af maskiner fra de helt små til omkring 25 tons. Et par af dem er på ren el og kan køre omkring seks til otte timer på en opladning.

Skal brandes

Første skridt er dog at udbrede kendskabet til mærket, mener Jonas Lohmann Mehr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ikke mange der kender dem. De har været importeret til Danmark før, men det ligger år tilbage, og derfor skal der nok lægges en del kræfter i at brande dem, siger han.

Senest udstillede Fyns Maskinservice på Det Fynske Dyrskue, hvor der var fin interesse omkring maskinerne fra Sunward, og der blev også sendt et par tilbud ud, fortæller Jonas Lohmann Mehr.

- Der er en del forhandlere af dem i Tyskland og i Holland og Norge har der også været succes med at sælge dem, så vi har da en forhåbning om, at vi kan få solgt nogle maskiner og køre rundt og servicere dem, siger Jonas Lohmann Mehr.