Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ukrudtsbekæmpelse med varmt vand, damp og børster: Eco2clean introducerer hollandske Meclean
Hos Eco2clean fra Skive har de flere maskiner, der kan bekæmpe ukrudt. Et udvalg af dem udstilles på Maskiner under Broen, og det er første gang for både udstilleren og maskinerne.
- Vi glæder os til at vise ansigt og vise vores produkter frem, siger indehaver Morten Bilstrup til Grøn Teknik.
Alle maskiner, på nær den sydkoreanske damprenser, er fra hollandske Meclean, som Skive-firmaet er importør af i Danmark. Derudover får Eco2clean en elektrisk fejemaskine hjem lige op til messen, som også er fra Meclean.
Hedvandsrenser på batteri
Eco2clean indgik en aftale med det hollandske maskinmærke i 2022 og fik de første maskiner året efter.
- Det, jeg godt kan lide ved Mecleans maskiner, er, at de kan holde til noget. Det er godt kram. Så vi er ikke gået med dem for at være de billigste, men for at have god kvalitet, siger Morten Bilstrup om det lille firma fra Holland.

Den nyeste maskine er en hedvandsrenser på batteri, der også kan køre på HVO-diesel. Maskinen er selvstændigt kørende og har en 500 liter vandtank. Vandet varmes op på et par minutter, imens rulles en 20 meter slange ud, og det ønskede redskab sættes på enden af slangen.
Hedvandsrenseren på batteri kan arbejde i op til ni timer. Med vand vejer maskinen omkring 750 kg og cirka 240 kg uden vand. Derudover er der tre redskaber: en rulle til overflader, et brusehoved til enkelte planter og en lille dysse til at vaske fx bænke og skilte.
Damprenser med redskaber
Med en totalvægt på omkring 250 kg er damprenseren et lettere alternativ og kan flyttes med fx trailer, varevogn, redskabsbærer. Efter syv til otte minutter er vandet varmet op.
Maskinen er drevet af en generator og har flere forskellige redskaber. Blandt andet en kop til enkelte planter, en rive til at dampe ukrudtsfrø i fx sand, en rulle og et lille spyd specifikt til mælkebøtter.

Eco2clean har agentur på damprenseren i hele Norden og har importeret den siden 2012, hvilket er lige så længe, firmaet i Skive har eksisteret.
Multifunktionel fejemaskine
I samme afdeling har firmaet også en højtrykstrailer, som også kommer med på messen.
- Meclean bygger selv højtrykstrailerne nede i Holland ud fra tilvalg, fx rotorblink eller kalkfilter. Man kan bare krydse af, hvad man vil have på den. Så producerer de den efter det ønske, man har. Det giver en fleksibilitet, og det kan jeg godt lide, siger den danske importør.

Særligt spændte er firmaet fra Skive på den elektriske fejemaskine, Citysweeper-S, som de - ligesom højtrykstraileren- lige akkurat når at få hjem til Maskiner under Broen.
Udover at feje kan maskinen støvsuge affald, fjerne ukrudt ved hjælp af børster, højtryksrense, løvblæse og desinficere.
- Citysweeperen kan løse en masse opgaver inden for byrengøring, så den er vi lidt spændte på at vise frem, siger Morten Bilstrup.