Lyt til artiklen:

Nellemann-stand har vokseværk

00:00
Hastighed: ???x
02:33

Standen er vokset siden sidste udgave af Maskiner under Broen i 2022, og derfor regner Nellemann Machinery med at kunne fremvise en stor del af porteføljen på den smukt beliggende messe ud mod Lillebælt.

- Det er klart vores vigtigste messe i år. Den passer perfekt til vores produkter, så vi kommer til at fylde meget med en ekstra stor stand, fortæller salgs- og marketingschef Lars Rævsager og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Først og fremmest glæder vi os til at fremvise en nyhed fra Kärcher i form af den helt nye elektriske feje/sugemaskine MC250, som også er indstillet til Maskinleverandørernes Nyhedspris. Det er et fremragende produkt, der passer perfekt hos især kommuner og boligforeninger, siger han.

Elektrisk tjekke

Desuden medbringer importøren den tjekkiske Firstgreen skidsteer Elise 900 læssemaskine, som også er fuldt elektrisk. Den kompakte kvalitetsmaskine har høj kapacitet og kan desuden fjernstyres.

- Vi fik importen sidste år og nåede at præsentere den på Have & Landskab. Siden har vi haft den ude på nogle demoer - både i Danmark og i Norge, hvor vi også har solgt de første eksemplarer, siger Lars Rævsager.

Robotter til golfbanen

Også de elektriske klipperobotter fra Belrobotics medbringer Nellemann, der har forhandlingen af denne løsning på Sjælland for importøren PN Maskiner A/S.

- Her er vi virkelig kommet godt i gang i golf-segmentet. Sidste år leverede vi en hel pakke til Hørsholm Golfklub til deres fairways og semirough. Desuden har yderligere et par golfklubber købt ind, og flere viser interesse, fortæller CEO Kristian Refnov, der tilføjer, at både kunderne og golfspillere har taget pænt imod robotløsningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De seneste versioner er gps-styrede, og de kan indstilles til at klippe i baner, som de fleste gerne vil have, siger han.

Kubota og Aqua-Cleaner

Men der kommer naturligvis andet end elektriske løsninger på Nellemanns stand. Først og fremmest en stribe af Kubotas mange traktorer, som for nylig alle er blevet godkendt til HVO-diesel.

Interesserede kan også opleve ukrudtsbekæmpelsessystemet Aqua-Cleaner til redskabsbærer, som har påmonteret kamera for effektiv og besparende punktbehandling. På den måde bekæmpes der kun, hvor det er nødvendigt, og vandkapaciteten holder meget længere.