Lyt til artiklen:

LE34 i Maribo er flyttet i nye lokaler

00:00
Hastighed: ???x
01:54

Efter 35 år på samme lokation er landinspektørfirmaet LE34 i Maribo vokset ud af de gamle rammer og flyttet i nye lokaler på C.E. Christiansens Vej.

- For 35 år siden var kun tre mand på kontoret - i dag er vi ti. Vi var simpelthen nået til et punkt, hvor der ikke længere var plads nok til os på den tidligere lokation, siger Martin Nyvang, landinspektør og afdelingsleder, LE34 i Maribo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afdelingen er blandt andet specialiseret i projekter inden for vedvarende energi og har tidligere arbejdet på en opgave ved Solar Park Rødby Fjord og er nu i gang ved Solar Park Lidsø. Afdelingslederen ser frem til fortsat at servicere kunder såvel lokalt som i resten af landet.

- Samtidig med, at vi har meget fokus på opgaver inden for vedvarende energi flere steder i landet, er vi også et stærkt lokalforankret kontor. Det ændrer sig ikke af, at vi er flyttet, og vi glæder os til at tage imod alle vores kunder og samarbejdspartnere på den nye adresse, siger Martin Nyvang.

Opgradering af udstyr

Udover mere plads til medarbejderne hos LE34 i Maribo har flytningen blandt andet også gjort det muligt at opgradere afdelingens biler til elbiler.

- På vores gamle adresse havde vi ikke mulighed for at etablere ladestandere, men det kan vi nu, så nu kører vi på ren el. Derudover har vi også etableret en kalibreringsbane til vores udstyr, som vi nu altid selv kan kontrollere og kalibrere lige uden for døren i stedet for at skulle have det gjort ude af huset. Det sparer os tid, som i sidste ende også kommer vores kunder til gode, siger Martin Nyvang.