Lyt til artiklen:

TBS Maskinpower viste ny Fendt-traktor frem på E&H

00:00
Hastighed: ???x
02:49

620 er modelnavnet på den store nyhed på TBS Maskinpowers stand på sidste uges E&H-messe i Herning.

Traktoren hører til Fendts nye 600 Vario-serie, som byder på fire modeller, der går fra 149 til 209 heste, der bliver trukket ud af den nyudviklede 5-liters, firecylindrede Agco Power Core50-motor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en helt ny serie af traktorer, og det er første gang, at vi i den her størrelse traktorer har mulighed for dæktryksregulering - altså Variogrip, fortæller sælger hos TBS Maskinpower, Thomas Lilleholt.

Den nyudviklede motor er en langsomtgående motor, som sparer på brændstofforbruget, fortæller han.

rich-media-2
Traktoren har intelligent firehjulstræk, der selv slår til og fra, når der er behov for det. Foto: Tim Søgaard.

- Derudover har vi en Variodrive-transmission, som vi kender fra vores større modeller. Det vil sige, at den har intelligent firehjulstræk, som selv finder ud af, hvornår det skal slå til eller fra, siger Thomas Lilleholt.

Ligeledes er der ingen gruppegear i traktoren. Der er altså hverken noget mark- eller vejgear.

- Og så er traktoren udstyret med vores nye, redesignede frontlæsser. En 590'er - i det her tilfælde en profimodel. Det vil sige, at der er mulighed for en række funktioner såsom memoryfunktion og rystefunktion, siger Thomas Lilleholt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Passer til byggepladsen

Det er anden gang, at TBS Maskinpower stiller op på E&H. En messe der måske befinder sig lidt i periferien af, hvad der giver mening for Valtra- og Fendt-forhandleren.

Men hos TBS Maskinpower har man en klar ambition om at gøre entreprenørbranchen til et fast og ikke desto mindre større kundesegment hos forhandleren.

- Det er en idé, der er kommet lidt med de Krampe-vogne, vi har. Interessen steg lige pludselig for nogle år tilbage, og så fandt vi ud af, at der var et marked for det her. Det er derfor, vi er her på messen i dag, siger Thomas Lilleholt.

rich-media-4
Den nye Fendt 620 er udstyret med en firecylindret motor. Foto: Tim Søgaard.

Og den nye Fendt 620 er bestemt også interessant for entreprenørerne, mener Thomas Lilleholt.

- Tit og ofte er det de her traktorer med omkring et par hundrede hestekræfter, der bliver brugt til at flytte vogne. Det er jo en firecylindret traktor, og den har en kort akselafstand, så den er nem at navigere rundt med i eksempelvis en storby med. Hvis det er til en stor grusgrav skal du nok have en større traktor, men til landevejskørsel, på byggepladsen og til byggemodninger er det en super god størrelse, siger han.