Lyt til artiklen:

Drivhuse fylder mere og mere

00:00
Hastighed: ???x
01:38

På verdensplan er drivhusproduktionen i kraftig stigning, viser et nyt studie fra Københavns Universitet, der har opgjort det globale omfang af drivhuse. Det store boom sker dog ikke i Europa, men i lav- og mellemindkomstlande i det globale syd.

Forskerne har brugt en kombination af deep learning-algoritmer og moderne satellitbilleder til at kortlægge, hvor meget areal, der bliver brugt til drivhusdyrkning rundt om i verden. Og kortlægningen viser, at drivhusproduktion - hvad end det foregår i glashuse eller på åbne marker overdækket med plastik - dækker mindst 1,3 millioner hektar af Jordens overflade. Det nye tal er næsten tre gange højere end tidligere estimater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kina på en suveræn førsteplads

Drivhusproduktionen fordeler sig på 119 forskellige lande, hvoraf Kina tegner sig for hele 60,4 procent af det samlede areal. På andenpladsen kommer Spanien med 5,6 procent og på tredjepladsen Italien med 4,1 procent.

Hvor de store klynger med drivhuse i det globale nord blev etableret i 70'erne og 80'erne, skød de frem i det globale syd to årtier senere. Og hvor der nu er sket en vis stagnation i det globale nord, fortsætter fremvæksten i lande i Asien, Afrika og Mellem- og Sydamerika. I dag har det globale syd et 2,7 gange så stort drivhusareal som det globale nord.

Læs mere her