Lyt til artiklen:

Ny ungdomsuddannelse kan skaffe 14.000 elever til erhvervsuddannelserne

00:00
Hastighed: ???x
03:18

I Danmark vælger kun 2 ud af 10 unge en erhvervsuddannelse, mens 7 ud af 10 vælger gymnasiet. En ny analyse fra SMVdanmark af det norske uddannelsessystem viser, at etableringen af en ny ungdomsuddannelse kan være vejen til at få flere unge til at vælge en ungdomsuddannelse.

- Bekymrende få elever vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, og når løsningen ligger lige for, så er det bare at komme i gang, siger Jakob Brandt, der er administrerende direktør i SMVdanmark.

Udmeldingen kommer på baggrund af en analyse fra SMVdanmark, der viser, at Norge har haft succes med deres version af den såkaldte "hpx". I Norge vælger mere end halvdelen af eleverne en erhvervsrettet uddannelse, mens det i Danmark er knap hver femte. Hvis Danmark formåede at tiltrække elever til erhvervsrettede skoler i samme grad som i Norge, ville der gå 14.000 flere elever på de danske erhvervsskoler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behov for danske forsøg

Erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, har på baggrund af søgetallene analyseret forskellen på den norske og danske model for erhvervsskoler. Den store forskel er, at man i Norge har etableret en toårig uddannelse, hvor eleverne er en del af en fast klasse og oplever et ungdomsmiljø, samtidig med at de introduceres til erhvervsuddannelserne. Ifølge SMVdanmark bør der indføres en lignende model i Danmark for at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne.

- I årevis har Danmark sat sin lid til informationskampagner for at lokke flere unge til erhvervsskolerne, men det har ikke virket. Søgetallene er lige dårlige hvert år. Vi kan kun kigge misundeligt mod Norge, der rent faktisk formår at tiltrække flere elever. Derfor er jeg glad for, at en kommune som Aarhus forsøger at gøre noget ved problemet, siger Jakob Brandt og henviser til, at Aarhus Kommune arbejder med et lokalt forsøg på at etablere den såkaldte hpx.

Aarhus Kommune vil give unge mulighed for at tage en højere praktisk eksamen, der kan tilbyde de unge en attraktiv og praksisfaglig ungdomsuddannelse, der klæder den unge på til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse uden at lukke døren til de videregående uddannelser.

- De norske erfaringer bestyrker os i, at det arbejde, vi er i gang med i Aarhus med at etablere en ny uddannelsesvej, der skal kunne konkurrere med gymnasiet, er den rigtige vej at gå, siger Jacob Bundsgaard, der er borgmester i Aarhus Kommune.

Lave søgetal i storbyer

Søgetallene til ungdomsuddannelserne for 2024 har vist, at det især er i de største danske byer som København og Aarhus samt i nordsjællandske kommuner som Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk, hvor erhvervsskolerne har vanskeligt ved at tiltrække elever. Her er det under 15 procent, der vælger en erhvervsuddannelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark har kun 12 kommuner i år opnået regeringens mål om, at 30 procent af en årgang skal søge en erhvervsuddannelse. Det gælder kommunerne Bornholm, Faxe, Hedensted, Jammerbugt, Kalundborg, Langeland, Lemvig, Norddjurs, Nordfyns, Odsherred, Tønder og Ærø.