Lyt til artiklen:

Jan har skabt et af landets største savværker: En træstamme er som en gris

00:00
Hastighed: ???x
05:56

Hver morgen klokken 5.30 møder Jan Kristensen ind på sit savværk. Han starter med at køre lidt truck, hvorefter den daglige morgengåtur rundt på hele virksomheden begynder. Her bliver der sagt godmorgen til de 60 medarbejdere, han har ansat på Grønagergård Savværk.

- Bare duften af træet er nærmest løn nok i sig selv, siger den 68-årige savværksejer, der sjældent tager hjem før klokken 18.00.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gåturen er omkring en kilometer, hvor Jan Kristensen også har øje for små detaljer, som et par sten eller søm og skruer, der ligger på vejen. De bliver samlet op og kommer i lommen. Og selv om en stor del af medarbejderne er fra Polen, og ikke taler ret meget dansk, så bliver der alligevel også tid til snak eller en kæk bemærkning.

rich-media-2
Pallerne bliver både produceret med håndkraft og robot. Foto: Marie Linddahl.

- Vi har vores eget sprog her, for da den første medarbejder kom fra Polen, bestemte jeg mig for, at jeg ikke ville lære polsk, og de kunne jo ikke dansk. Men vi kan forstå, hvad hinanden mener, og os, der ikke er så gode til det sproglige, kommer langt med billeder, forklarer Jan Kristensen.

Mange af medarbejderne har været ansat i både 15, 20 og 30 år, så der har været god tid til at lære at forstå hinanden.

Ny juletræsmesse i miniudgave er skudt i gang

Se også:

Ny juletræsmesse i miniudgave er skudt i gang

Haribo til juletræsfolket

Savværket ligger ved Gjern, midt mellem Silkeborg og Hammel, og Jan Kristensen kalder placeringen for smørhullet i Danmark, da stort set alt træet kommer fra de midtjyske skove. Kun lærk og douglas bliver hentet på Sjælland.

- Vi laver alt fra de helt store bjælker og brædder til færdigbyggede shelters, jagttårne og legehuse. Vi laver også en hel del kartoffelkasser og juletræspaller. Jeg tror faktisk, vi er den største producent af juletræspaller i Danmark, forklarer Jan Kristensen, mens han er på sin daglige gåtur rundt på savværket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
480 juletræspaller er klar til levering på savværkets egen lastbil. Foto: Marie Linddahl.

Han står ved en lastbil pakket med 480 juletræspaller, der er på vej til at blive leveret på Viborgegnen.

- Øverst på læsset er en kasse med tilbehør som søm, skruer, snor og mærkesedler, men der er også en pose Haribo. Det er noget vi har gjort i mange år for at overraske ham, der står og pakker den op om vinteren i sne og kulde.

Hvert år kommer der mellem 40.000 og 50.000 kubikmeter træ igennem de midtjyske save.

Kontor på køkkenbænken

Jan Kristensen købte landbrugsejendommen uden for Gjern i 1983, og fire år senere købte han sin første sav.

- Først var der kontor på køkkenbænken, derefter blev det et børneværelse, der blev kontor, og min mor hjalp med regnskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-7
I 1987 købte Jan Kristensen sin første sav, hvor en af de første opgaver var at flække rafter til en travbane. Foto: Privat.

Den første mand blev hurtigt ansat og siden er savværket bare vokset. I dag er der en hektar med råtræ og over 5.000 kvadratmeter under tag. Faktisk er der mere på vej, da byggeriet af to nye tørrestuer snart skal i gang.

- Træ er fantastisk, og jeg har altid arbejdet med det. Helt fra jeg var barn, har jeg hjulpet med at bygge, så det er naturligt for mig at arbejde med træ. Det er et dejligt materiale, som man kan bygge ud af og forme, som man vil, siger Jan Kristensen, der er oprindeligt er udlært tømrer.

En træstamme er som en gris

I dag producerer Grønagergård Savværk mange forskellige typer paller, og de fylder også cirka halvdelen af produktionen. Blandt andet bliver der nu samlet paller i den gamle kostald, mens Jan Kristensen stadig bor i stuehuset ved siden af.

- Du kan sammenligne en træstamme med en gris; den har to mørbrad og en masse flæsk. De to mørbrad er inde i midten, som bliver til bjælker, terrasse-, loft- og gulvbrædder. Yderst er flæsket, hvor vi saver sidebrædder af, som vi bruger til paller. Lige som for slagteren, så er kunsten også for os at få solgt flæsket eller sidebrædderne. Derfor laver vi rigtig mange paller, så vi kan bruge alle sidebrædderne.

Både produktionen af juletræspaller og kartoffelkasser kom i gang ved en tilfældighed. Kartoffelkasserne bliver lavet af lærketræ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg mener, at vores kartoffelkasser er de bedste på markedet. De er 100 procent stabile, og det er ikke et problem at stable mange ovenpå hinanden. Vi laver den af lærketræ, da det er nemt at vaske og kan holde i en menneskealder.

Generalprøve

Jan Kristensen nærmer sig de 69 år og er faktisk officielt folkepensionist. Derfor har han også lige lavet et generationsskifte.

- Min søn Michael er kommet med og ejer nu 45 procent, mens jeg stadig har resten, og så bliver det et glidende generationsskifte. Men så lang tid, jeg er levende og arbejder her, så er det mig, der bestemmer.

Sønnen Michael Kristensen er produktionsansvarlig og har stort set arbejdet på savværket, siden han gik ud af skolen.

- Vi har lige haft en generalprøve på, hvordan det bliver, når jeg ikke er her mere. Jeg var væk i 14 dage, da jeg havde noget betændelse omkring hjertet og lungerne, og det er de første sygedage, jeg har haft i 37 år, siger Jan Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-12
Pallerne fylder næsten halvdelen af produktionen. Foto: Marie Linddahl.

- Men nu gik det jo godt, og så er det egentlig godt, at vi prøvede det, for nu er der nogle ting, vi skal have snakket om som hvem, der overtager hvad, hvis jeg pludselig kradser af. Så skal regningerne jo stadig kunne betales.

Trods pensionsalderen, så har Jan Kristensen ingen planer om at stoppe med at arbejde foreløbigt.

- Jeg bliver ved lige så længe, som jeg kan; indtil jeg bliver syg eller ikke er her mere. Hvad skulle jeg ellers give mig til, spørger den erfarne træmand.

rich-media-13
Grønagergård Savværk ligger ved Gjern i Midtjylland. Foto: Marie Linddahl.